fbpx

Winterdom – På julemarked i Hamburg

by Sanne
Winterdom - Julemarked i Hamburg

// Min rejse til Hamburg var sponsoreret af Hamburg Tourism, men det var min egen idé at besøge Winterdom og dette er ikke et sponsoreret indlæg //

Tyskland omkring juletid er ensbetydende med julemarkeder, og Hamburg er ingen undtagelse. Jeg havde håbet på at kunne besøge det store julemarked inde i centrum, men det åbner først i slutningen af november, så jeg måtte tage til takke med Winterdom i St. Pauli i stedet.

At kalde midten af november ”omkring juletid” er faktisk ikke noget gammeldags individer som jeg normalt ville gøre, for da jeg var barn, begyndte juletiden altså først d. 1. december. De seneste par år har jeg dog affundet mig med, at julen nu til dags starter, når Starbucks skifter Pumpkin Spice Latte ud med Toffee Nut i røde kopper.

Winterdom er ikke særlig juleagtig, men det er stadigvæk et hyggeligt sted at tilbringe en aften. Selvom Winterdom kun er åben en lille måneds tid hvert år, er der masser af boder, der sælger alt fra Bratwurst til honningkagehjerter. Jeg så også et lille hus hvor en spåkone mod betaling kunne fortæller dig, hvad fremtiden byder. Der er flere forlystelser på Winterdom end i de fleste mellemstore permanente forlystelsesparker, som jeg har besøgt. Man betaler ikke entré og sammenlignet med Tivoli i København er forlystelserne ret billige.

I 2015 er Winterdom åben fra 6. November til 6. December, og hver fredag er der fyrværkeri kl. 22:30. Jeg var faktisk i St. Pauli-området fredag aften, men det var så koldt og blæsende, at intet fyrværkeri i hele verden kunne have stoppet mig fra at hoppe ind i den første, den bedste taxi tilbage til hotellet, inden fyrværkeriet startede. I stedet tog jeg tilbage lørdag aften, hvor vejret var bedre.

Winterdom er et af den slags steder, som man besøger sammen med venner eller familie, og selvom det var hyggeligt at gå omkring på pladsen, var det også en smule underligt. Der er altså noget ynkeligt over at være på sådan et sted helt alene, og jeg følte flere gange, at folk sendte mig medlidende blikke. Jeg tog en tur i pariserhjulet men besluttede mig for at droppe de mere farlige forlystelser, da jeg ikke rigtig havde lyst til at skrige mine lunger ud, hængende med hovedet nedad sammen med en flok fremmede mennesker.

Læs min blog om Hamburg


Besøg Winterdom’s website

Flere indlæg