Dubai: Fancy indisk mad på Junoon

// Jeg var inviteret til tastingen på Junoon, og jeg betalte ikke for mad og drikke //

Junoon åbnede i Dubai sidste år, og restauranten er den første internationale filial af den originale, New York-baserede restaurant. Junoon i New York er de sidste 3 år i træk blevet tildelt en Michelinstjerne og for nylig blev restauranten kåret til bedste indiske restaurant af Taste Asia.

Indisk mad er stadigvæk ret ukendt land for mig, og selvom jeg aktivt har opsøgt og smagt på forskellige indiske retter efter at jeg flyttede til Dubai, er der så mange forskellige regionale køkkener med deres helt eget særpræg, så det jeg hidtil har stiftet bekendtskab med er kun en meget lille ridse i toppen af et meget stort isbjerg.

Jeg bad derfor min veninde Nicola om at følge med, da hun har noget mere styr på indisk mad end jeg har. Desuden var det også længe siden, at vi sidst så hinanden, så vi havde masser af dansk sladder, vi skulle have vendt.

Vi fik at vide, at vi kunne vælge det, vi havde lyst til fra menuen, men efter at have bladret rundt i menukortet i over 20 minutter uden rigtigt at være komme frem til noget, tilbød en flink fyr fra personalet at komme med sine anbefalinger, og sammen lykkedes det os at sammensætte vores 3-retters menu. Derudover bestilte vi også en udvalg af chutneys samt nogle naan-brød. Tjeneren foreslog, at vi bestilte Junoon-spiced naan med za’atar, som er et populært krydderi hernede, og naanbrødene med za’atar er en af de retter, som kun findes på Junoon i Dubais og ikke på Junoon i New York . Dog spiser Nicola za’atar hele tiden, og jeg er ikke så vild med smagen, så vi bad om at få almindelige naan uden krydderi i stedet.

Til forret fik vi macchi hara masala, som var en pandestegt fisk i en grøn marinade af chili og koriander. Fisken var faktisk en hovedret, men tjeneren sagde, at den ikke var særlig stor og perfekt som en forret for to. Det var en dejlig ret og marinadens diskrete smag var i skøn harmoni med den delikate fisk, som var stegt perfekt.

Vi fik også eggplant chaat, som er en af Junoons mest populære retter. Jeg er ellers ikke særligt vild med aubergine, og jeg har gumlet mig igennem mange dårlige aubergineretter gennem årene, så jeg var skeptisk, men tjeneren forsikrede os om, at den her chaat var noget udover det sædvanlige.

De sprødstegte auberginechips viste sig da også at være yderst velsmagende, men meget af wow-effekten kom nok også fra selve serveringen, hvor alle ingredienserne blev blandet ved bordet.

Efter forretterne fik vi murgh lababdar, som var en kyllingeret, der smagte som en super-charged version af butter chicken. Dog har jeg for mig at murgh lababdar bliver lavet uden smør i modsætning til murgh makhani, der er den ret, som de fleste kalder butter chicken (sig til, hvis jeg tager fejl). Saucen var tyk og cremet, og kyllingen var fantastisk saftig og mør. Det er uden tvivl den bedste butter-chicken-agtige ret, jeg nogensinde har spist.

Den anden hovedret var paneer i en krydret sauce, som smagte som den paneer, jeg plejer at bestille fra en af de indiske take-away-restauranterne hernede. Dog var den langt bedre og mere cremet, og det er jo problemet, når fine restauranter laver deres himmelske versioner af traditionelle retter, for hvordan skal man nogensinde kunne gå tilbage til at spise middelmådig take-away, når man ved, hvad der også findes derude?

Kulfi er en slags indisk is, og vi fik 3 forskellige varianter til dessert; karryblad, pink guava og kardemomme. De smagte alle sammen godt, men den jeg bedst kunne lide var den med guava, Sikkert fordi det var den, der smagte mest som almindelig is. Nu er jeg jo som sagt ikke særlig velbevandret i det indiske køkken, og mine smagsløg skal stadigvæk lige vænne sig til alle de nye smage, så I må lige bære over med mig.

Disse dage har alle restauranter i Dubai med respekt for sig selv en chokoladesfære på menuen, og Junoon er ikke nogen undtagelse. Hos Junoon dukkede den obligatoriske chokoladesfære op i den traditionelle indiske dessert falooda, hvor den hvilede på toppen af en skive mandelmælkssorbet.

Både Nicola og jeg var spændt på at se, hvad der gemte sig indeni, og Nicola fik slået lidt for hårdt med sin ske på sfæren, så indholdet, der viste sig at være lyserød, mælkebaseret rabrisauce, sprøjtede ud over det hele.

Det var første gang jeg smagte falooda, og selvom jeg var helt vild med dessertens udseende, så var smagen ikke lige mig. Nicola er en garvet falooda-spiser, og hun hævdede, at det var en af de bedste og flotteste faloodas, hun nogensinde havde smagt, så måske er det bare mig, der skal vænne mig til smagen.

Min blog om mad og restauranter i Dubai