Dubai: Mixtape Rewind – Musik fra 90’erne

// Jeg var inviteret til MixTAPE Rewind, og jeg fik et gratis media pass //

Fredag aften tog jeg til MiXTAPE Rewind sammen med Kate. Koncerten startede med en introvideo, som sørgede for at få bragt alle i den helt rigtige 90’er stemning, så da Snap! gik på scenen var jeg rent mentalt tilbage i 6. Klasse og året var 1990 og ikke 2014.

Dr. Alban var den artist jeg havde glædet mig mest til, og selvom han ikke længere er nogen vårhare (han er født 1957) så har hans hits ældet med ynde. Han troppede op klædt i hvidt fra top til tå og så blev der ellers både sunget Halleluja og sagt nej til coke. Min yndlingssang, ”It’s my life” blev spillet hele to gange (sidste gang som ekstranummer), så jeg kunne slet ikke få hænderne ned.

Når jeg går til koncerter sker der et eller andet oppe i min hjerne, og jeg forvandles til en primalskrigende teenager (jeg giver mine asiatiske gener skylden). Jeg står altid helt fremme ved scenen og hvis artisterne begår den fejl at smutte en tur ned for at hilse på publikum, er jeg der straks med min klamme hånd. Jeg havde dog lovet Poul inden koncerten, at jeg nok skulle lade være med at prøve at komme til at røre Dr. Alban, men han holdt sig hele tiden på behørig afstand, så der var uanset hvad ingen muligheder for at slå kløerne i ham.

Boney M leverede aftenens bedste show og rystede det ene hit efter det andet ud af den gamle godtepose. De startede med ”Sunny”, som jeg fuldstændig havde glemt var en Boney M sang, men som faktisk har spøgt på min Spotify, siden jeg så den koreanske film af samme navn for et års tid siden.

Jeg kunne ikke rigtig huske hvordan N-Trance så ud, da jeg mest har hørt deres musik i mere eller mindre beruset tilstand på natklubber omkring Middelhavet, men jeg kunne genkende de fleste af sangene. Desværre spillede de ikke ”D.I.S.C.O.” men kompenserede i stedet med deres genistreg af en coverversion af ”Stayin’ Alive”.

Vengaboys rundede aftenen og 90’erne af med nogle af deres allerstørste hits. Det kræver en hel del at kunne pull off sangtekster som ”Uncle John from Jamaica” og ”We’re going to Ibiza” udenfor børnehavens blå stue, men tilsæt grønne pailletkostumer og lidt for koordinerede dance moves, og det hele går op i en højere, 90’er-tacky enhed.

Nu var 90’erne jo ikke i går, og mange af artisterne var da også blevet skiftet ud i årenes løb. Det var i det mindste, hvad jeg gik ud fra, da mange af dem ikke så ud, som jeg huskede dem, men det kan selvfølgelig også være, at de bare er blevet ældre.

Musik behøver ikke at være kompliceret (eller give mening), så længe det får mig til at føle mig godt tilpas, og MiXTAPE Rewind var i den grad et langt og lykkeligt gensyn med mine teenageår. Da koncerten var ved at være slut, var det derfor svært ikke at føle sig en lille smule vemodig. Det var lidt ligesom når man finder en æske med gamle postkort, billeder og andre ting fra en tid langt borte. Man svælger i minderne og begynder derefter at spekulere over hvor alle årene er blevet af…man føler sig gammel!

Jeg prøver dog at overbevise mig selv om, at det ikke er så slemt endnu, da de fleste af mine teenageidoler trods alt stadigvæk er i live (med undtagelse af Kurt Cobain, men han tæller ikke rigtigt med i det regnskab). Jeg håber jeg får mulighed for at tage til en MiXTAPE Rewind koncert igen i 2064 med børnebørn, rollator og lilla hår. Så ville jeg stå og skråle med på ”Boom, boom, boom boom!”, klappe med gebisset og konstatere at ”dengang bedstemor var ung, der kunne de sandelig lave musik!”

Læs om en anden koncert jeg har været til i Dubai: SM Town – Da Dubai gik K-Pop-crazy

Min blog om Dubai