
// Jeg var inviteret til at kigge forbi White//
Lørdag aften er lig med URBN på White, og URBN er lig med en aften dedikeret til RnB og hiphop. Det er jo lige noget for mig, så her har I årsagen til, at gamle, trætte Sanne droppede pyjamassen og TV-aftenen i sofaen, og i stedet støvede de højhælede af og fandt den sorte kjole frem. For dem som kender Sanne ved, at hiphop lige er hendes slags musik.
I Dubai har de fleste mennesker fri fredag og lørdag, hvilket gør torsdag og fredag til ugens ubestridte party-aftener. Lørdage kan også være ok, men man skal virkelig vide, hvad man laver, for selv store natklubber med lange køer udenfor torsdag og fredag, kan være fuldstændigt forladte lørdag aften.
Dette var dog ikke tilfældet for White, for allerede omkring midnat var klubben fuld. Musikken var et genialt mix af old school-klassikere og nyere hitlisterap, og gik perfekt i spænd med White’s open-air layout og laid-back atmosfære. Der er ikke noget decideret dansegulv på White, men der er så meget plads omkring bordene og barerne, at man sagtens kan svinge lidt med ørerne, hvis man skulle have lyst til det.
Klientellet på White i lørdags var primært folk i 20’erne, og stemningen var mere hip end glam, selvom jeg dog spottede en pailletkjole hist og her (men vi er jo også i Dubai). Jeg tror dog at de fleste, som kan lide RnB og hiphop vil synes rigtigt godt om klubben, der på trods af de lækre omgivelser virkede langt mindre prætentiøs end andre lignede steder af samme kaliber i Dubai.
Om lørdagen har White også denne her Flawless Diamond-ting. Ved indgangen får alle piger således udleveret en smykkeæske. I løbet af aftenen bliver ”diamanterne” i æskerne så inspiceret, og en heldig pige kan gå derfra med en ægte diamant. Jeg misforstod dog hele konceptet, da jeg troede, at min æske var tom, fordi diamanten var så lille. Jeg tænkte derfor ”bare ærgerligt, det var nok en nitte”, og lod æsken blive i tasken. Det var først, da jeg kom hjem, at jeg opdagede den lille, skinnende diamant/glaskopi i æsken. Måske jeg skulle gå hen og få den vurderet?
Min blog om natteliv og barer i Dubai
White Dubai, Meydan Racecourse Grandstand Rooftop, Dubai