Dubai: Chilikrabbe på Chimes

Da Trine og jeg var yngre havde mine forældre et sommerhus ved Vesterhavet, hvor vi tilbragte alle skoleferierne. Sommerhuset lå ikke langt fra Hvide Sande, og i weekenden var det derfor fast tradition at køre ind forbi fiskehandleren og købe krabbeklør. Derefter blev hele lørdag aften brugt på at lirke krabbekød ud af kløerne, indtil man til sidst havde nok til at fylde en franskbrødsmad.

I Danmark spiser vi traditionelt kun kløerne, som typisk koges i saltet vand med lidt dild. Det er ret enkelt at lave og smager himmelsk, så jeg har aldrig nogensinde overvejet at forsøge mig med andre tilberedningsformer.

Da jeg i sidste uge var inviteret til krabbefestival hos Chimes i Dubai, hvor der blandt andet var singaporeansk chilikrabbe på menuen, var jeg derfor både spændt og en smule skeptisk. Når man har smagt de delikate salt-søde friskkogte krabber fra Vesterhavet, kan det umiddelbart være svært at forestille sig, hvordan en gang chili og hvidløg kan bidrage med noget godt i krabbehenseende, men jeg kan allerede nu røbe, at chilikrabbe absolut ikke bør ønskes hen hvor peberet gror.

Chimes er en lille hyggelig restaurant i Al Barsha-området, kun et kort gåtur fra Sharaf DG metrostationen. Restauranten serverer forskellige asiatiske retter med fokus på Singapore, Thailand, Malaysia og Indonesien, og hele oktober måned har de haft krabbefestival, hvor man har kunnet smage forskellige asiatiske krabberetter til specielt lave priser.

Chilikrabben, som jeg fik på Chimes var en såkaldt mudderkrabbe, som anvendes meget i det singaporeanske køkken, forskelligt fra Danmark, hvor den mest anvendte krabbeart er taskekrabben.

Jeg blev tilbudt en hagesmæk af det søde personale, men en del af charmen med at spise krabber, er jo netop at fingrene bliver fedtede, og man får krabbekød i håret.

Den krabbe jeg fik serveret var kæmpestor og dækket af en lækker chili/tomatsauce med masser af hvidløg. Kødet var hvidt og fast med en let sødlig smag, som blev fremhævet perfekt af den krydrede sauce og skallen havde fået nogle strategiske gok, så det var let at komme til herlighederne.

Det var meningen at man skulle spise hele krabben, og ikke kun kløerne, som vi gør i Danmark, men efter en enkelt klo og halvdelen af kroppen, var jeg stopmæt. Det smagte dog så godt at jeg synes det ville være synd at lade resterne gå til spilde, så jeg bed stoltheden i mig og bad om en doggie-bag, så jeg kunne tage resterne med hjem til Poul.