
Min gamle ven Mike havde et layover i Dubai, så vi aftalte at mødes til frokost på Ritz-Carlton. Inden da havde Poul og jeg planlagt at ligge nogle timer ved poolen på Ritz-Carltons beach club, så vi tog allerede derover ved 11-tiden.
Hvad vi troede var lidt morgentåge viste sig dog at blive liggende og efter en times tid var tågen så tæt at solen slet ikke nåede igennem. Jeg gemte mig derfor under håndklædet og drak en kop varm kaffe, mens jeg ventede på, at det var tid til frokost.
Jeg synes Palm Grill er den restaurant på Ritz-Carlton med den bedste menu, og så kan man sidde helt nede på stranden, hvilket også er et stort plus. Desværre serverede de kun julebuffet den dag, så vi gik i stedet op til La Baie, der ligger ved den ene swimmingpool. Maden er også helt ok deroppe, og min vegetarburger smagte ganske udmærket.
Senere gik vi hen til Paul på JBR og fik en mandelcroissant og en kop kaffe. Jeg har endnu ikke fundet et sted med bedre mandelcroissanter end Paul. Der er rigtig meget fyld i, og så smager croissanterne altid som om de lige er blevet hevet ud af ovnen.
Det var rigtig hyggeligt at se Mike igen og få lidt sladder hjemmefra. Jeg gik på hold med Mike på flyveskolen, og Poul gik nogle hold over os, så vi har mange fælles bekendte. De fleste af vores gamle flyvekammerater er i SAS og Norwegian i dag, så vi sagde til Mike, at han måtte se at få overtalt nogle af dem til at komme til Dubai i stedet og holde os med selskab.
Mike skulle flyve tilbage d. 24. og det var meningen at han skulle lande juleaftens morgen, men på grund af tågen der kom ind over Dubai kom han først af sted meget senere, og måtte holde juleaften om bord på flyveren i stedet. Selv endte jeg med at fejre juleaften i lufthavnen i Jakarta, men mere om det i et andet indlæg.
Læs her om en anden dag med dårligt vejr (og oversvømmelse) i Dubai