
I går var jeg til launch af Raffles nye Fashion Afternoon Tea. Jeg havde min veninde A med, men der var også mange gamle bekendte til eventet, så det gik hen og blev en rigtig hyggelig aften. Den nye afternoon tea på Raffles er i samarbejde med Forever Rose, som sælger roser der er monteret inde i en særlig glaskuppel, der gør, at roserne kan holde sig i op til 3 år.
Jeg har tidligere set roserne rundt omkring i Dubai, og skal jeg være ærlig, så er det ikke lige noget, jeg umiddelbart kunne forestille mig at have stående hjemme på sofabordet. Dog er der helt sikkert noget fascinerende ved roserne, som kan holde sig op til 3 år i deres kuppel, men hvor skulle man gøre af dem? Det er selvfølgelig et rent hypotetisk spørgsmål, for jeg tror ikke, at jeg kender nogen, der ville give mig en rose til 300$, hvilket er prisen for den største af roserne (Disney Bella Rose). Tænk forresten lige på hvor meget chokolade, man kunne få for samme beløb, selvom det nok ikke ville holde i 3 år:)
Maden var også god, specielt deres scones, som mindede mere om gode danske boller end om klassiske scones, der tit kan være en tør fornøjelse. Raffles ligger inde i en pyramideformet bygning, så måske er det derfra de havde fået inspiration til de fine forgyldte pyramideformede kager? Jeg havde selvfølgelig nappet en, som jeg tænkte, at jeg skulle nyde til allersidst, men jeg kom til at spise så meget andet, at der ikke var mere appetit, da jeg endelig nåede til pyramidekagen.
Jeg er ret vild med gyldne fuglebure, og jeg har overvejet at anskaffe mig et som dekoration. Jeg synes de er superfine, men jeg har ikke rigtig vist, hvad jeg skulle putte indeni, for det ville være synd med en undulat. Nogle ideer? Selvfølgelig kunne jeg altid fylde buret med macarons og kager, som de havde gjort på Raffles, men det ville være en meget kortvarig fornøjelse, med mindre nogle låste buret og smed nøglen væk:)