
Når jeg mødes med Pia og Peter plejer det tit at være til koreansk mad på en af Dubais mange koreanske restauranter, men denne gang fik jeg lov til at bestemme, og jeg havde lyst til pasta, så jeg foreslog derfor, at vi spiste på Splendido på Ritz-Carlton i stedet.
Ritz-Carlton er et skønt beach resort i starten af The Walk JBR, og det er et af de få hoteller i Dubai med rigtigt gode restauranter drevet af hotellet selv. Deres italienske restaurant Splendido er fantastisk, og jeg er helt vild med deres pasta og deres lækre pizzaer. Kommer man mellem kl. 17:30-19 har de et særligt Aperitivo-tilbud, hvor man får en cocktail og forskellige slags hapsere for 55AED. Det tilbud nåede Pia og jeg lige at fange, så vi droppede forretterne og bestilte hver sin pasta-ret til hovedret i stedet. Bagefter blev det ost til dessert mens Peter, der var stødt til i mellemtiden, bestilte en tiramisu.
Både Pia og Peter er i gang med rigtig mange spændende ting, og Pia og jeg har desuden snakket om et projekt, som vi kunne tænke os at starte sammen. Dog har jeg den næste måned travlt med min online shop og kvinderne i Cambodia, så det bliver nok ikke før senere på efteråret at vi kan arbejde videre på idéen. Det er altid inspirerende at møde mennesker, der tør at drømme stort, og ikke er bange for at stikke næsen frem, og både Pia og Peter tilhører denne kategori. At mødes med dem er som at tage en kæmpe vitaminpille, og jeg er altid fuld af inspiration og gåpåmod efter at vi har mødtes.
Splendido, The Ritz-Carlton, The Walk JBR, Dubai
Aperitivo Pias pasta Peter Ostetallerken Tiramisu