
Sonamu er en af de flotteste koreanske restauranter jeg har besøgt udenfor Korea. Glem alt om lysstofrør i loftet og tacky indretning, for Sonamu er gennemført stilfuld. Der er højt til loftet, og man vælger selv, om man vil slå sig ned ved et af de traditionelle koreanske borde, hvor man sidder med fødderne i en fordybning i gulvet, eller om man foretrækker vestlige borde og stole.
Man kan få alle de koreanske klassikere, men hvis man ikke kender så meget til koreansk mad, kan jeg anbefale, at man bestiller en omgang Korean BBQ, som er forskellige slags grillet kød med saucer til.
Personalet er rigtig søde til at fortælle om de forskellige retter, samt hvordan man styrer bordgrillen, så man skal ikke være bange for at spørge, hvis der er noget man er i tvivl om.
Selvom Sonamu ser både fin og dyr ud, så er priserne faktisk meget rimelige, og i løbet af ugen er der diverse specialtilbud på buffeter og menuer. De bedste aftenener er tirsdag og lørdag, hvor der er Korean BBQ Night. For 229 AED (179AED uden alkohol) kan man spise og drikke alt det man orker.
• På mit første besøg havde jeg klipklapper på og følte mig reelt under-dressed. En kjole eller et par pæne bukser og et par sko med hæle ville have været mere passende.
Sonamu, Asiana Hotel, Salahuddin Rd., Deira, Dubai