
I Jeonju var. vi ude at spise på Hankook Jib, som er en restaurant, der er berømt for bibimbap. Bibimbap er en koreansk ret med ris, forskellige grøntsager og nogle gange råt oksekød og rå æggeblomme. Man tilsætter gochujang (en koreansk chilipasta) efter smag, og inden man begynder at spise, skal det hele blandes grundigt sammen, så farverne og smagene bliver jævnt fordelt.
Mine koreanske venner nævner ofte at jeg ikke blander min bibimbap grundigt nok, og på Hankook Jib fik jeg da også et skeptisk blik fra tjeneren, da jeg begyndte at røre rundt i min skål og kort tid efter kom han hen til bordet og gav mig et forklæde. Jeg var den eneste ved bordet, der fik tilbudt et forklæde, så jeg tror han var seriøst bekymret for, at mine manglende evner ud i bibimbapblanding ville resultere i gochujang ud over det hele. Jeg besluttede mig derfor for at lade Ella overtage , så jeg i stedet kunne optage en lille video og vise jer, hvordan man blander bibimbap på den rigtige måde.
På traditionelle koreanske restauranter får man altid serveret et udvalg af småretter som kaldes banchan, og ifølge Ella var dem vi fik på Hankook Jib virkelig i særklasse. Tjeneren gav os også en ret med nogle gule geléagtige strimler som smagte virkelig godt, men vi var så mætte efter vores bibimbap, at vi næsten ikke kunne spise mere. Jeg kan desværre ikke huske hvad retten hed, men der er et billede af den nedenfor. Det er den med de gule geléstrimler og agurk i strimler.
Hvis du har lyst til selv at lave bibimbap kan du prøve min opskrift:
Opskrift: Bibimbap med grøntsager og spejlæg







