
Dongdaemun er det store natmarked i Seoul, og shoppingen stopper ikke bare fordi det bliver sent. Det er stadig byens mest kendte sted at shoppe efter mørkets frembrud, men i dag giver det mere mening at se Dongdaemun som et helt modeøkosystem frem for bare som et stort marked. Kæmpe malls, wholesale bygninger, street food og den lidt surrealistiske fornemmelse af at stå og købe tøj klokken to om natten findes stadig. Det der har ændret sig er den rolle Dongdaemun spiller for Seouls modescene.
I dag er det meste af trendspottingen rykket videre til områder som Seongsu, Hannam dong og Hongdae, og meget af shoppingen er flyttet online. Dongdaemun er ikke længere stedet, man tager hen for at se, hvad der er hot lige nu. Til gengæld fungerer området stadig som en vigtig brik i Seouls modeindustri. Mindre hype, mere forretning. Og selvom mange butikker er wholesale only og kun henvender sig til grossister, er der stadig masser af steder, hvor privatpersoner som dig og mig sagtens kan shoppe.
Fra stadion og loppemarked til desigmekka
Midt i det område hvor man i dag finder Dongdaemun Night Market lå der tidligere et gammelt stadium, som fungerede som et enormt loppemarked med madboder og natteshopping. Stadionet blev revet ned i 2008 og erstattet af Dongdaemun History and Culture Park.
I dag er parken et stort, åbent åndehul midt i området og et oplagt sted at tage en pause mellem shoppingrunderne. Det føles meget Seoul at gå direkte fra tætpakkede tøjbutikker til et stramt designet offentligt rum med kunst, historie og mennesker, der hænger ud på alle tider af døgnet.
Hvor skal man shoppe? Den nemme version
Hvis du besøger Dongdaemun som privatperson og ikke som indkøber til en butik, giver det mening at starte i de mere forbrugervenlige malls. Det er her, du kan gå rundt i ro og mag og shoppe uden stress og krav om minimumkøb.
De fleste starter ved Hello apM, Migliore eller Doota, og mange kommer ikke længere. Der er nemlig rigeligt med butikker til, at man sagtens kan bruge flere dage i de tre malls alene. Alle tre har også åbent i dagtimerne.
Doota
Doota er det mest polerede af de tre. Her finder man koreanske designere og mere gennemførte kollektioner, og det hele føles mest som et klassisk shoppingcenter med mode, beauty og mad samlet ét sted. Priserne er højere end i de andre malls i Dongdaemun, men til gengæld er kvalitet og designniveau også derefter.
Migliore
Migliore er mere kaotisk på den klassiske Dongdaemun måde. Mindre butikker, mere trendbaseret tøj og en lidt mere amrkedsagtig stemning. Migliore holder åbent sent og er et godt sted, hvis man gerne vil have den ægte natteshopping oplevelse.
Hello apM
Hello apM er et klassisk Dongdaemun shoppingcenter med en yngre målgruppe og masser af energi. Det minder mere om et traditionelt natmarked end om engrosmarked, og butikkerne ligger tæt fordelt over flere etager. De fleste har lange åbningstider og holder ofte åbent til langt ud på natten, men ikke alle butikker følger bygningens åbningstider, så atmosfæren og hvor mange butikker der er åbne kan variere afhængigt af tidspunktet.
Wholesale for de modige og nysgerrige
På den anden side af parken ligger alle wholesale-varehusene. Det er her mange lokale brands og butikker køber deres varer og oplevelsen er markant anderledes end i de store malls.
Krav om minimumskøb er helt normalt. Nogle steder skal du købe tre af samme vare, andre steder tre varer i alt. Nogle butikker er fleksible, andre er ikke. I wholesale-butikkerne kan man sjældent få lov til at prøve tøjet, især sent om aftenen hvor tempoet er højt. Skriv dine mål ned hjemmefra og tag et målebånd med, så du selv kan vurdere pasformen. Det er ærgerligt at komme hjem med tre trøjer, som man ikke kan passe.
Området er ikke helt så travlt som tidligere, og nogle gange kan gangene virke overraskende stille, men det er stadig interessant at se forretningssiden af Seouls modeverden helt tæt på.
Er Dongdaemun billigt?
Seoul er ikke en billig by og priserne i Dongdaemun varierer meget afhængigt af hvor og hvordan du shopper. Du kan gøre gode køb, men det er ikke et sted, hvor alt automatisk er billigere end herhjemme. Til gengæld er tøj produceret i Korea ofte godt designet og af ordentlig kvalitet.
Betaling
De fleste steder tager kort, men især i wholesale-butikkerne er min erfaring, at kontanter kan gøre det nemmere og nogle gange give en bedre pris.
Hvornår skal man tage dertil
Migliore, Hello apM og Doota har åbent i løbet af dagen og til sent om aftenen, mens wholesale-varehusene typisk først åbner omkring klokken 20 og holder åbent til tidligt om morgenen. Dongdaemun kan sagtens opleves om dagen, men området kommer for alvor til live om aftenen. Vil man have den fulde oplevelse, er det værd at blive der indtil sent på aftenen.
Tag en pause i parken
Dongdaemun History and Culture Park er åben døgnet rundt og fungerer rigtig godt som pauseknap midt i al shoppingen. Hvis du har brug for lidt frisk luft, en snack eller bare et mentalt reset før endnu en shoppingrunde, er parken en fin kontrast til larmen og menneskemængderne.
Dongdaemun er måske ikke længere Seouls trendcentrum, men det er stadig et af de steder, der føles helt unikt Seoul. Selv hvis man ikke ender med at købe ret meget, er det en oplevelse i sig selv bare at gå rundt her sent om aftenen, og Dongdaemun er helt sikkert stadigvæk et besøg værd.








