København: The Cardamom Croissant fra Hart Bageri

Copenhagen: The Cardamom Croissant at Hart Bakery

The Cardamom Croissant hos Hart Bageri er en af de bedste kager jeg nogensinde har smagt. Ydersiden er sprød og let karamelliseret, mens indersiden er blød, smørmættet og luftig. Efter croissanten er bagt, bliver den dyppet i brunet dansk smør og kardemommesukker. Den er ikke for sød, og kardemommen giver et virkelig fint twist. Da jeg var der sidst, var jeg heldig at få en, der lige var kommet ud af ovnen, stadig lun og helt uimodståelig.

Kardemommecroissanten hos Hart er ikke en klassisk croissant. Hvis du spørger mig, minder den mere om en krydsning mellem en dansk kanelsnegl og en croissant. Nogle vil måske også mene, at den i både tekstur og smag kan minde om en fransk kouignette, som er en mindre version af kouign amann, men nu bliver det vist lidt for nørdet, så skal vi ikke bare tage en bid og smage på hvad der meget vel også kan blive din nye favorit?

Om Hart Bageri

Hart Bageri er et populært bageri i København, kendt for sit gode håndværk og sit kompromisløse fokus på kvalitet. Bageriet blev grundlagt i 2018 af den britiske bager Richard Hart, som inden da arbejdede som bager på Noma.

Da Hart åbnede sit bageri i København, var fokus i første omgang på surdejsbrød af høj kvalitet. Brødet blev hurtigt en fast del af sortimentet og opbyggede en trofast kundeskare. Senere kom kardemommecroissanten til, efterhånden som sortimentet blev udvidet, og i dag er Hart Bageri lige så kendt for sine kager som for sit brød.

Det oprindelige Hart Bageri ligger på Gl. Kongevej på Frederiksberg, men jeg er personligt mere til afdelingen på Holmen, især når vejret er godt, og man kan sidde udenfor og nyde sin croissant i ro og mag.

Hart Bageri, Galionsvej 41, 1437 København, Denmark

Mitzie Mee - Sanne

Velkommen til min blog om Danmark. Jeg er adopteret fra Sydkorea og vokset op i en lille landsby i Jylland. Jeg har boet i udlandet i store dele af mit voksne liv, men Danmark er mit hjemland. Det er her jeg har min base, også selvom jeg det meste af tiden ser landet på afstand. Her på bloggen skriver jeg om Danmark, som jeg oplever det. Om byer og kyststrækninger, caféer og restauranter, gåture i skoven og langs vandet, weekender væk og små pauser fra hverdagen. Det her er ikke nogen udtømmende guide, men Danmark set og oplevet af mig.

Danmark