Jeg var i Singapore under den kinesiske Efterårsfestival som fejres hvert år. Efterårsfestivalen kaldes også Månefestivalen, og på denne tid af året, er det kutyme blandt kineserne, at man udveksler månekager i flotte gaveæsker med familie, venner og forretningsforbindelser.
Aaah månekager! En gylden, smukt mønstret skal fyldt med sød lotuscreme. Lyder det ikke lækkert? Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive, hvor dejligt de smager og hvor meget, jeg elsker dem, men hvis jeg skal være ærlig, så er månekager slet ikke noget for mig. Jeg synes at fyldet er alt for sødt, og selv med de bedste intentioner er det aldrig lykkedes mig at spise mere end en bid eller to.
Ok, der er en enkelt undtagelse. Da jeg var i Beijing for nogle år siden, fandt jeg nemlig en fancy-pancy new-age månekage med vaniljecreme i stedet for den traditionelle lotuscreme. Desværre har jeg ikke set noget der lignede siden, men jeg er derimod blevet snydt et par gange af månekagerne med æggeblommefyld, da æggeblommerne godt kan se ud som kagecreme med lidt god vilje. Kan I forestille jer mit skuffede, sur-smiley ansigt, da jeg fandt ud af, at det ikke var en klump vaniljecreme, men en saltet æggeblomme, jeg sad og tyggede i:
(og det er endda en underdrivelse).
Jeg er dog fast besluttet på at lære mig at kunne lide månekager, og da jeg var i Singapore købte jeg derfor nogle med hjem fra et bageri, Bengawan Solo, i Singapore lufthavn. Hvis man købte mere end 4 fik man en fin gaveæske, og man kunne frit vælge blandt de forskellige smagsvarianter. Jeg bestemte mig for en med hvid lotuscreme, en med nødder, en med bønnecreme og en med æggeblomme.
Et par dage efter jeg kom tilbage til Dubai besøgte Poul og jeg Mike og Nesli, og jeg tog kagerne med mig. De så så lækre ud, at jeg var overbevist om at dette var dagen, hvor jeg ville lære at elske månekagen. Men nej. Jeg smagte på alle de forskellige kager, men ingen af dem overbeviste mig, og det samme var tilfældet for Poul og vores venner.
Jeg har dog stadigvæk ikke helt givet op, men måske nogle af jer ligger inde med en månekagestrategi I vil dele? Skal man bare blive ved med at spise dem med lotuscreme og æggeblomme indtil man til sidst lærer at kunne lide dem (om sådan cirka 100 år)? Eller er der mon et specielt mærke eller en speciel smag, som er mere egnet til at konvertere månekageskeptikere som mig?
