Surin Islands: 2 skønne dage og en overnatning i telt i Mu Ko Surin National Park

by Mitzie Mee - Sanne
Surin Islands

Surin Islands ligger ude i Andamanhavet tæt på grænsen til Myanmar og er en del af Mu Ko Surin National Park. Øerne er især kendt for snorkling og dykning med klart vand, flotte koraller og masser af fisk, men det er også et fantastisk sted at besøge, hvis man gerne vil opleve en anden side af Thailand uden strandklubber, shoppinggader og store resorts og jeg havde glædet mig rigtig meget til vores udflugt med overnatning.

Vi blev hentet på vores hotel The Little Shore i Khao Lak kl. 6:45. Derefter gik turen halvanden time nordpå til Kura Buri Pier. Ved molen fik vi kaffe, juice og sticky rice i bananblade, mens vi ventede på at prøve svømmefødder. Svømmefødderne beholdt man under hele opholdet, så det var lidt vigtigt at finde et par der faktisk passede.

Turen ud til Surin Islands foregik med speedbåd og tog lidt over en time. Første stop var Moken Village som er hjemsted for Moken folket, som er et nomadisk folk der traditionelt har levet af fiskeri og sejlads mellem øerne i Andamanhavet. De er kendt for deres tætte forbindelse til havet og deres store viden om naturen omkring øerne. I dag bor mange af familierne mere eller mindre permanent i landsbyen på Surin Islands, som også er blevet et fast stop på bådture i området med små souvenirboder hvor man kan købe håndlavede smykker.

Bagefter sejlede vi videre til Chong Khat Bay som er den store bugt på hovedøen Surin Nuea hvor nationalparkens Visitor Center ligger. Her spiste vi en lækker buffetfrokost med forskellige curries og ris og havde efterfølgende en lille time på stranden inden det var tid til dagens snorkling.

Vi snorklede fra speedbåden sammen med de andre dagsturister som havde været med fra Kura Buri og stoppede 3 forskellige steder. Vandet var klart og der var masser af fisk, men der var også rigtig mange mennesker og det blev til tider lidt crowdet med guides som svømmede rundt med flere turister på slæb.

Da vi var færdige med at snorkle kom der en longtailboat ud og mødte speedbåden og så blev vi, der skulle overnatte, fragtet videre med longtail boat ud til vores camps. Det var kun Steve og jeg der skulle overnatte i telt, så vi blev sejlet over til Mai Ngam Beach som lå inde i den smukkeste lille bugt.

Vi blev mødt af vores guide Alex som fortalte at der plejer at være over 200 gæster der overnatter i telt derude hver dag, men eftersom det var i slutningen af sæsonen var der kun omkring 150 der skulle overnatte derude den dag vi var der.

Vi blev vist hen til vores telt som lå lige ned til stranden. Man boede virkelig tæt så jeg var glad for at vi havde siden der vendte ned mod vandet fri for naboer. Teltet var udstyret med liggeunderlag og sovepose og var ellers et helt almindeligt, vældigt basic telt. Teltpladsen var opdelt i zoner og hver zone havde egne toilet og badefaciliteter. Der var aldrig kø og toiletterne var western-style og havde træk og slip. Der blev hele tiden gjort rent, så selv om det var primitivt var det helt ok. Kl. 18 blev der serveret aftensmad i den store spisesal der lå under et halvtag i hovedbygningen. Vi fandt ud af at vores tur inkluderede en helt fantastisk aftensmad bestående af flere retter med fisk, skaldyr, suppe, curries og papayasalat og ris.

Mens vi sad og spiste begyndte det pludselig at regne og det var ikke bare lidt let troperegn, men totalt skybrud. Vi var ret sikre på, at vi havde lukket teltet ordentligt, og det regnede desuden så meget at ingen af os havde lyst til at gå tilbage for at checke. Da der endelig var pause i regnen og vi kunne gå tilbage til teltet viste det sig at det kun var insektnettet som var lukket, så der var kommet en del regn ind i teltet. Vi tørrede op så godt vi kunne og gjorde os derefter klar til at gå i seng. Der var varmt og der var myrer, og vi sov på tynde liggeunderlag, så da vi vågnede næste dag var vi begge to enige om at vi vist godt kunne undvære endnu en nat i vores våde telt. Derudover sagde vejrudsigten at det skulle regne igen fra eftermiddagen og hele natten, så vi spurgte vores guide om vi mon kunne tage afsted en dag tidligere. Det kunne heldigvis godt lade sig gøre, så vi aftalte at vi ville tage med båden tilbage til Kura Buri efter at have snorklet om formiddagen.

Inden morgenmaden gik vi ned til mangrove-skoven ved stranden. Vi havde fået at vide, at man kunne se små reef sharks svømme ind mellem mangrovetræerne ved højvande for at jage småfisk. Det var ikke rigtig blevet højvande da vi var der første gang, så vi så kun nogle stykker, men da vi va forbi senere på dagen var der mange flere.

Inden snorkelturen fik vi fried rice til morgenmad og så tog vi ellers af sted med longtail boat. Andendagen var klart den bedste snorkeldag for her var det kun andre gæster der havde overnattet i campen, der var med ude i longtailbåden, og vi kom ud til nogle meget bedre snorkelsteder. Vi snorklede to forskellige steder, og korallerne var flottere og fiskene var større end dagen før.

Tilbage i lejren fik vi endnu en virkelig god frokost med stegt kylling, rejer, suppe og vandmelon til dessert. Over området hvor man afleverede tallerkener og bestik sad der en krage, som af en eller anden grund havde besluttet sig for, at Steve skulle have skældud, så den skræppede løs hver eneste gang han gik forbi.

Så blev vi sejlet over til Chong Khat Bay og havde et par timer ved stranden før turen gik med speedbåd tilbage til Kura Buri på fastlandet efter to skønne dage og en knap så skøn nat.

Book din tur til Surin Islands med overnatning

Vi tog på en arrangeret tur med guide til Surin Islands hvilket gjorde alting virkelig nemt og bekvemt. Transport, mad og snorkelture var inkluderet, så fra vi blev hentet på vores hotel i Khao Lak og til vi var tilbage igen var alt ordnet for os. Til gengæld betalte vi også væsentlig mere end hvis vi selv havde arrangeret det hele.

Hvis det er første gang man besøger Surin Islands, tror jeg dog det er den bedste løsning at tage på en arrangeret tur med guide. Det hele fungerer ret gnidningsfrit, og man slipper for selv at koordinere bådtransport, nationalpark og overnatning. Hvis jeg tog tilbage til Surin Islands igen, ville jeg dog overveje at booke direkte gennem nationalparken og blive lidt længere, måske i en af hytterne.

Teltene og hytterne på øerne drives af nationalparken, og det er muligt at booke direkte gennem Department of National Parks. De fleste vælger at overnatte i teltlejren på Mai Ngam Beach, fordi beliggenheden helt ude ved stranden er virkelig speciel, selvom forholdene er ret primitive.

Hvis man booker selv, skal man også selv arrangere transport til Kura Buri Pier, bådtransport ud til øerne samt snorkelture og mad under opholdet. Til gengæld får man langt mere fleksibilitet og mulighed for at skræddersy turen præcis som man vil have den.

Book din udflugt med overnatning på Surin Islands med guide

Besøg den officielle website for nationalparken her

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.