
Når jeg er i Ubud, prøver jeg altid at booke mindst et par dage hos Praety Homestay. Det er et virkelig skønt guesthouse omgivet af masser af grønt, og morgenmaden som er inkluderet i prisen findes ikke meget bedre.
Der findes både en Praety 1 og en Praety 2, og de ligger begge nede ad små smalle gyder ikke langt fra hinanden. Værelserne ligner hinanden, og morgenmaden er den samme på de to guesthouses, så det er egentlig ligegyldigt, hvilket af de to man bor på. Og lad os lige tale lidt mere om morgenmaden, for det er den, hvor Praety virkelig skiller sig ud.
Morgenmadskortet har et fint udvalg, men ni ud af ti gange bestiller jeg banana pancakes eller pineapple pancakes, for de er helt fantastiske. Faktisk så gode, at jeg sidste gang jeg boede på Praety spurgte, om jeg måtte kigge med ude i køkkenet og se, hvordan de blev lavet. Det viste sig at være helt almindelig pandekagemix, men tilsætter man frisk banan og ananas får man altså Balis bedste pandekager. Indimellem bestiller jeg også omelet eller scrambled eggs for variationens skyld, og på en af de sidste dage under mit forrige ophold prøvede jeg deres black rice pudding. Den var så god, at jeg fortryder, jeg ikke bestilte den noget før. Til morgenmaden kan man vælge mellem juice eller blandet frugtsalat. Begge dele smager virkelig godt, men frugtsalaten er helt perfekt sammen med pandekagerne og anrettet så fint, at jeg klart vil anbefale at du prøver den.
Værelserne har smukke døre og en lille veranda, hvor jeg brugte meget tid på at læse, spise morgenmad eller drikke te. Familien der driver stedet er meget venlig og hjælpsom, og mit indtryk er, at mange af gæsterne bliver boende i længere tid. Det giver gode muligheder for at lære andre rejsende at kende, hvilket er skønt, hvis man rejser alene og gerne vil være lidt social. Når det er sagt er Praety ikke noget festhotel. Da jeg var der, var gæsterne mere af yoga og Eat Pray Love typen, som Ubud generelt har en tendens til at tiltrække.
Begge Praety Guesthouses ligger på Jl. Sukma Kesuma, som er en hyggelig og forholdsvis travl gade med masser af restauranter og warungs i gåafstand. Blandt andet You & Mie, som er en virkelig god lille nudelrestaurant med lækker mad. Hvis du er i Ubud for at besøge Yoga Barn, ligger Praety lidt for langt væk til at gå, især hvis du skal afsted flere gange om dagen. Til gengæld er det nemt at tage en motorcykeltaxa eller leje sin egen scooter.
Det eneste, jeg ikke er helt begejstret for ved Praety, er deres wi fi, som nogle gange er meget langsomt. Det er ret normalt på billigere guesthouses og hoteller på Bali, så jeg plejer at købe et simkort med masser af data og bruge min telefon til internet.
Værelserne bliver gjort rent hver dag, og det samme gælder de udendørs områder. Bliv dog ikke forskrækket, hvis du ser en enkelt kakerlak på badeværelset, for det er helt almindeligt på Bali. Der er som regel færre kakerlakker på de øverste etager, så hvis det er noget, der bekymrer dig, kan det være en idé at bede om et superior værelse på første sal.
Der er ingen pool hos Praety, men jeg er heller ikke den store pool person, så det generer mig ikke, for alt andet er virkelig godt.
Book dit ophold hos Praety Homestay her










