New York: citizenM New York Bowery – kompakt komfort midt i downtown

citizenM New York Bowery

Vi checkede ind på citizenM New York Bowery samme dag, som snestormen ramte byen. Det var mig, der havde valgt hotellet, først og fremmest på grund af beliggenheden for Bowery ligger lige dér, hvor SoHo, Little Italy, Chinatown og Lower East Side glider over i hinanden, og man kan gå til det hele. Restauranter, kaffebarer, små specialbutikker og gallerier ligger få minutter væk, og det er svært at finde et bedre sted at bo Downtown.

Værelserne hos citizenM er små, men planen var jo, at vi kun skulle sove der og ellers være ude det meste af dagen. Det jeg ikke helt havde taget højde for var, at vi på grund af snestormen endte med at tilbringe markant mere tid på værelset end planlagt.

Værelset er indrettet, som man kender det fra andre citizenM-hoteller rundt om i verden. Sengen er placeret helt op mod vinduet og strækker sig på tværs af rummet fra væg til væg. Den er stor og virkelig behagelig, og uden tvivl rummets vigtigste møbel, for der er ikke meget plads til overs, når den først har fået sin andel af kvadratmeterne. Under sengen er der en bred skuffe med plads til to mindre kufferter, men vi valgte at pakke det mest nødvendige ud og aflevere kufferterne til opbevaring i receptionen, hvilket gav lidt mere luft og gjorde rummet og opbevaringsplad mere anvendeligt.

Der er et lille skrivebord langs væggen, hvor jeg uden problemer kunne sidde med min MacBook og arbejde. Det er enkelt og funktionelt, og selv om pladsen er begrænset, føles det ikke klaustrofobisk, så længe man holder orden. Hele rummet styres via en lille iPad, hvor man kan justere lysstyrke og farvetone, trække gardiner og mørklægning for, styre tv med Chromecast og vælge hvor meget rengøring man vil have. Når systemet fungerer, er det både intuitivt og elegant, men et par gange under opholdet gik teknikken i selvsving hvilket var ret frustrerende.

Badeværelset er adskilt fra resten af rummet med en glasvæg, og døren kunne ikke lukkes helt tæt. Jeg ved, at det der med glasvægge og badeværelser er en løsning, mange nyere hoteller benytter, men jeg foretrækker altså et badeværelse med en ordentlig væg og mulighed for lidt privatliv. Det er en detalje, der måske ikke betyder så meget hvis man rejser alene, men som man virkelig lægger mærke til, når man er to.

Der var en hårtørrer, som vi ikke fik til at virke, men da vi alligevel ikke havde brug for den, gjorde det ikke det store. Det lille køleskab viste sig til gengæld at være praktisk. Inden sneen for alvor tog fat, havde vi været i Whole Foods og købt en lille nødration i form af baguette, prosciutto og en god ost, som vi nød som improviseret frokost om mandagen, mens sneen stadig dækkede gaderne udenfor.

På badeværelset var der to slags shampoo, AM og PM, og AM havde en frisk, citrusagtig duft, som jeg rigtig godt kunne lide. Der var også balsam, håndsæbe og store, bløde håndklæder. Bodylotionen var jeg mindre begejstret for, men samlet set føltes produkterne gennemtænkte og af god kvalitet.

En trappe ned fra indgangen ligger hotellets store fællesområde, som fungerer som både lobby, arbejdsrum og opholdsrum. Klientellet på hotellet er generelt yngre, og mange rejser alene, hvilket giver en afslappet og uformel stemning. Her er sofaer, lange borde, mindre caféborde og en bar, hvor man kan få noget at spise eller drikke. Der er også en hane med filtreret vand, både med og uden brus. Man kan fylde en flaske og tage den med op på værelset, hvilket var en rigtig fin lille detalje som vi satte stor pris på.

Søndag aften tog snestormen for alvor fat. Vi havde været nede i Chinatown for at se om vi kunne finde en åben restaurant, men alt var lukket så vi gik tilbage til hotellet og bestilte nachos med kylling i baren. Det var ikke verdens bedste nachos, men helt ok som vi-er-sneet-inde mad.

Hotellet har også en rooftop bar, cloudM, med fantastisk udsigt over Manhattan. Der er et mindre udendørsområde deroppe, som naturligvis var lukket på grund af vejret, men personalet havde bygget to snemænd som stod og spredte hygge deroppe. Der var lidt dødt da vi var der, men jeg kan forestille mig at det er en skøn bar om sommeren.

citizenM Bowery er ikke et hotel, man vælger for rummelige værelser eller klassisk luksus. Man vælger det for den kompromisløse beliggenhed, den virkelig gode seng og den uformelle, moderne stemning. For solorejsende er det noget nær det perfekte hotel i New York, og for to personer kan det også fungere, så længe man er indstillet på at bo kompakt og prioriterer beliggenhed over kvadratmeter på værelset.

citizenM New York Bowery, 189 Bowery, New York, NY 10002, United States

citizenM New York Bowery

Hvis du er på udkig efter et stilrent og centralt hotel i downtown Manhattan, er citizenM Bowery et oplagt valg. Værelserne er små, men indretningen er gennemtænkt ned til mindste detalje, sengene er overraskende komfortable, og beliggenheden betyder, at du kan gå til nogle af New Yorks mest interessante kvarterer.

Reklamelink: Hvis du booker gennem dette link, kan jeg modtage en mindre provision uden ekstra omkostninger for dig.

Lad os holde kontakten

Vil du med om bag kulisserne? I mit nyhedsbrev deler jeg en mere personlig side af mit liv, de rejser jeg planlægger, de opskrifter jeg laver, og de små øjeblikke i hverdagen, som ikke altid finder vej til bloggen. Hvis du har lyst til at følge med, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt fra mig direkte i din inbox.

Mitzie Mee - Sanne

Velkommen til min blog om New York. Jeg blogger om lækker mad og gode restauranter, hyggelige caféer og cocktailbarer. Alt det bedste i New York:)

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
Search in posts
Search in pages

New York City Blog

Reklame