Puerto Rico: Coffee at The View – Morgenmad på vej til El Yunque

Puerto Rico: Coffee at The View - Breakfast Stop on the Way to El Yunque

På vej mod El Yunque stoppede vi hos Coffee at The View for at spise morgenmad. Caféen er lille og uprætentiøs, og der er ikke gjort meget ud af indretningen, men stemningen er venlig og afslappet, og der er overraskende hyggeligt på trods af placeringen ikke særlig langt fra den store PR-3 motorvej.

Menuen består af klassiske brunchretter uden noget større lokalt twist. Æg, omeletter, pandekager og kaffe. Det hele virkede velkendt, men da vi spurgte ind til deres Pumpkin Cakes kunne den søde kvindelige servitrice fortælle at det var pandekager med græskar og at det var en af deres specialiteter, lavet efter hendes gamle bedstemors opskrift. Det var nok til at fange min opmærksomhed, så dem bestilte jeg. Pandekagerne var lavet med kanel og puddersukker og havde en dejlig krydret smag. De blev serveret med sirup og bacon på toppen og smagte krydret og godt.

Steve bestilte en omelet med skinke og ost som blev serveret med brødskiver med hvidløgssmør og feta ved siden af. En ret mærkelig kombination, men omeletten smagte udmærket. Kaffen fortjener også at blive nævnt. Vi havde luret i forvejen og set at der var en seriøs espressomaskine derinde bag disken, og kaffen viste sig også at være virkelig god.

Da vi ankom lagde vi mærke til en kæde foran indgangen til caféen, hvilket vi synes virkede lidt underligt. Var man mon bange for at der ville komme nogen og stjæle deres espressomaskine? Vi spurgte ind til kæden og fik forklaret, at der nogle gange ankommer flere busser med gæster på samme tid. For at holde styr på køen og undgå, at folk bare stormer ind, har de derfor sat kæden op, og det gav jo god mening.

Coffee at The View er nok ikke et sted man vil køre en kæmpe omvej for at besøge, men det er et rigtig fint sted at stoppe for en bid mad og en god kop kaffe, hvis man alligevel er på vej op mod eller hjem fra El Yunque.

Coffe at the View, Marginal Palmer, 197 Calle 10 Suite 1A, Río Grande, 00745, Puerto Rico


Reklame



Reklame

Mitzie Mee - Sanne

Puerto Rico er en destination, der overrasker positivt. Her er flotte strande, virkelig god mad og en natur, der spænder fra frodig regnskov til bjerge og kyststrækninger. Samtidig rummer øen byer med tydelige historiske lag, ikke mindst Old San Juan, hvor fortiden stadig er meget nærværende i gadebilledet. Noget af det, der gør Puerto Rico særligt, er menneskene. De lokale er imødekommende og tager sig gerne tid til en snak, hvad enten man står i kø ved en kaffebar, spørger om vej eller falder i snak på en lille restaurant. Det giver rejsen en ro og en nærhed, som man ikke altid finder på mere gennemstrømmende turistdestinationer. På bloggen deler jeg mine oplevelser fra Puerto Rico. Om strandene, maden, regnskoven og bylivet, men også om de små møder undervejs, som ender med at fylde mindst lige så meget som seværdighederne. Puerto Rico er et sted med meget at byde på, og et sted, der er let at holde af.

Puerto Rico Blog