
Der er mange måder at opleve Lillebælt på, men at gå oppe på toppen af den gamle Lillebæltsbro er altså noget helt særligt. Broen forbinder Jylland og Fyn og blev bygget til både tog og biler. Før broen blev bygget, foregik overfarten med færge, så da broen stod færdig i 1935, blev det både hurtigere og mere stabilt at komme rundt mellem landsdelene. Hvis du har kørt over broen ved du, at der ikke er meget plads deroppe, så hvordan får man lige plads til bridge walking? Ingen problemer, for langs toppen af konstruktionen er der en lille gangsti, som gør Den Gamle Lillebæltsbro særdeles velegnet til formålet.
Alle turene starter ved besøgscentret med en sikkerhedsbriefing. Det er virkelig godt organiseret, og sikkerhed har høj prioritet. Man får dragt og sele på, og når man træder op på broen, kobler man sin sikkerhedslinje til en lille trisse, der kører i en skinne hele vejen. Den følger med, mens man går, så man hele tiden er godt sikret.
Opstigningen er nok det de fleste gruer for, og det er også den eneste del af turen, der godt kan føles en lille smule krævende. Det er en kombination af trapper og stiger, og det er stejlere, end man lige forventer. Ikke noget voldsomt, men nok til at man bliver opmærksom på højden, især hvis man kommer til at kigge lidt for meget ned. Når man først er oppe og træder ud på gangstien falder der ro over det hele.
Selve gåturen er nem. Stien er smal, men lukket på begge sider, så man føler sig godt beskyttet og efter få minutter flytter opmærksomheden sig fra højden og ud mod omgivelserne. Man går hen over Lillebælt med både, der passerer nedenunder, mens biler og tog kører over broen og får det hele til at vibrere.
Vi gik i et roligt tempo med flere stop undervejs, hvor guiden fortalte om broen og området, og hvor der også var sat godt med tid af til bare at stå stille og nyde udsigten. Midt på broen når man det højeste punkt, omkring 60 meter over vandet, og derfra går turen nedad igen til punktet hvor man startede. Man går således ikke over hele broen, men ud til midten og vender om og går tilbage.
Undervejs så vi flere alliker, der har bygget reder i broens konstruktion, og guiden fortalte, at der også er et par tårnfalke, der har slået sig ned deroppe. De var ude at jage da vi var der, så vi så dem desværre ikke den dag.
Der er ikke mange broer der egner sig til bridge walking, så Bridgewalking Lillebælt er et af de få steder i verden, hvor man kan få sig en bridge walking oplevelse. Ellers må man helt til Australien, hvor man finder BridgeClimb i Sydney, og derudover er mulighederne ret begrænsede, hvilket gør oplevelsen ved Lillebælt endnu mere særlig. Ret fantastisk at man kan få sådan en unik oplevelse her i lille Danmark.
På en klar dag kan man se langt ud over vandet, og selv hvis man kender området godt, ser alt altså helt anderledes ud deroppe fra 60 meters højde. Det er svært at beskrive, men det er en af de mest fantastiske oplevelser jeg har haft i meget lang tid, og uanset om du er turist eller her fra området kan Bridgewalking Lillebælt varmt anbefales.
Tips hvis du overvejer Bridgewalking Lillebælt
Book i god tid
Weekender og ferier bliver ofte udsolgt flere uger i forvejen, især om sommeren.
Kom til tiden
Turen starter med en fælles briefing, og det tager lidt tid at få alle klædt på og gjort klar.
Du må ikke have telefon eller kamera med
Af sikkerhedshensyn skal alle løse genstande blive nede på jorden. Guiden tager billeder undervejs, som du kan downloade gratis fra deres hjemmeside bagefter.
Tag praktisk tøj på
Gode sko og varmt tøj, du kan bevæge dig i.
Kend dine grænser
Hvis du er meget bange for højder, er det nok ikke den rette oplevelse, selvom alt føles trygt og sikkert hele vejen.
Læs mere om Bridgewalking Lillebælt og book din bridge walking på deres hjemmeside
Læs mere om Destination Trekantområdet
Bridgewalking Lillebælt, Galsklintvej 2, 5500 Middelfart



