
Jeg elsker Tim Ho Wan og jeg kunne ikke få armene ned da jeg hørte at de var åbnet i New York. Tim Ho Wan startede i Hong Kong som et lille dim sum sted med fokus på alle klassikerne, som de laver til perfektion, og i flere år havde nogle af deres Hong Kong restauranter en Michelin stjerne. Rygtet som verdens billigste Michelin restaurant hænger stadig ved, selvom stjernerne er væk i dag. Maden er dog stadig den samme, og den er rigtig god.
Ligesom hos restauranterne i Hong Kong, er det i East Village uformelt og effektivt. Man udfylder en bestillingsseddel, sætter krydser ved de retter, man vil have, og læner sig tilbage og venter på at maden ankommer i takt med at den er klar. Får man lyst til mere, bestiller man bare igen.
Prisniveauet er noget lavere end hos Din Tai Fung, så man kan bestille hvad man vil uden at det gør alt for ondt i pengepungen. På menuen finder man alle dim sum klassikerne samt nogle af Tim Ho Wans signaturretter. Deres Baked BBQ Pork Buns er obligatoriske. De er bagte, så de har en let sprød skal udenpå, og er fyldt med den lækreste BBQ pork i en tyk, sød sauce. Det blev en hel del BBQ pork for os den dag, for vi bestilte også Steamed Rice Rolls med BBQ Pork. Steamed Rice Rolls er noget af det, Tim Ho Wan også gør virkelig godt. De er silkebløde og perfekte i konsistensen, og smager fantastisk overhældt med varm sojasauce ved bordet. Versionen med rejer er også rigtig god, men den var der ikke plads til i denne omgang. Steve havde lyst til congee, så vi bestilte Congee with Pork and Preserved Egg. En skøn, mættende ret på en kold dag.
Jeg smagte Tim Ho Wan’s Pork Wonton in Spicy Sauce for første gang i Bangkok for flere år siden og de var virkelig gode. Dengang var de et midlertidigt indslag på menuen, men det virker til at de er her for at blive, for de var også på menuen i East Village, så dem var der ingen vej udenom.
Tim Ho Wan har også soup dumplings på menuen. Jeg har ikke tidligere følt nogen trang til at bestille dem, men vi var begge to nysgerrige og endte derfor med at prøve dem. Helt ok, men ikke noget særligt.
For en gangs skyld ramte vi plet med hensyn til mængden af mad vi fik bestilt. Vi fik spist det hele og gik derfra lige tilpas mætte. Hvor er det fedt at Tim Ho Wan er i New York.
Tim Ho Wan, 85 4th Ave, New York, NY 10003











This is a really nice setup if you like steaming food and want something that actually works well. The bamboo steamer gives you that classic, gentle steam that’s perfect for dumplings, dim sum and vegetables, while the stainless steel pot underneath doubles as a solid stock pot for soups and broths. It’s a simple, practical set that doesn’t take up much space and is great if you cook a lot of Asian food at home.
