Lidt om wienerbrød

Wienerbrød: Traditional Danish Pastry - The ones you have to try

Noget af det bedste ved at være tilbage i Danmark er søndagsmorgener med rundstykker og wienerbrød. Hjemme hos os bliver den, der står først op, udnævnt til wienerbrødshenter. Det er som regel mig. Så hopper jeg i bilen og kører ind til Lagkagehuset for at sikre dagens forsyninger, mens resten af huset langsomt vågner.

På min engelske blog plejer jeg at forklare det lidt spøjse i, at vi i Danmark kalder det wienerbrød, mens det i engelsktalende lande hedder Danish pastry. Det giver egentlig god mening, for det, vi i dag opfatter som klassisk dansk wienerbrød, har faktisk rødder i Østrig. I midten af 1800-tallet kom østrigske bagere til Danmark og introducerede deres teknikker, og navnet wienerbrød betyder helt bogstaveligt brød fra Wien. På engelsk er det så blevet til Danish pastry, selv om oprindelsen altså peger sydpå.

Dejen består af mange tynde lag, som giver den sprøde, flagede struktur, vi kender og elsker. Der findes et utal af varianter med forskellige former og fyld. De mest klassiske er med syltetøj eller creme, men nogle er helt enkle og bare drysset med sukker og nødder. Navnene kan variere alt efter, hvor i landet du køber dem, så det, der hedder én ting i Jylland, kan sagtens hedde noget andet i København.

Én ting ligger dog fast: I Danmark er wienerbrød altid sødt. De versioner med cream cheese, som man ofte støder på i USA og i Asien, har ikke noget med det oprindelige danske wienerbrød at gøre. Herhjemme handler det om smør, lag på lag og sødt fyld. Og om den der helt særlige søndagsro, hvor man sidder omkring bordet med kaffe i koppen og krummer over det hele.

Spandauer

Spandaueren er en af de mest klassiske former for wienerbrød. Den runde facon med fyld i midten og de sprøde, smørmættede lag er nok det de fleste tænker på når man snakker om dansk wienerbrød. Jeg kan bedst lide Spandauer med creme, men spandaueren findes også med syltetøj, typisk hindbær. Her er det balancen mellem det søde og det let syrlige, der gør den interessant. Syltetøjet må gerne have lidt kant, så det ikke bliver alt for sødt.

Kanelsnegl

Wienerbrødsversionen af kanelsneglen tror jeg er af nyere dato, for dengang jeg var barn (yikes, jeg lyder gammel) var kanelsnegle altid lavet med gammeldags gærdej. Jeg hørte for øvrigt at kanelsneglen oprindeligt stammer fra Sverige, men kan det virkelig passe? Synes tit at de kanelsnegle, eller kanelbullar, man får deroppe er ret tørre i det, og så mangler de også tit glasur.

Tebirkes

Tebirkes eller københavnerbirkes? Kært barn har mange navne. Den sommer jeg blev student plejede vi at hente varme tebirkes på vej hjem fra byen kl. 6 om morgenen, hvor de som bekendt smager allerbedst.

Kaffestang

Kaffestang/kaffebrød er vist ikke rigtig medlem af wienerbrødsfamilien, men det er min fars favorit, og desuden stod der på Lagkagehusets hjemmeside at kaffestænger er rigtig populære lokalt i Fredericia, hvor jeg er fra. Smager suverænt godt smurt med koldt smør på den makron-løse side.

Lad os holde kontakten

Vil du med om bag kulisserne? I mit nyhedsbrev deler jeg en mere personlig side af mit liv, de rejser jeg planlægger, de opskrifter jeg laver, og de små øjeblikke i hverdagen, som ikke altid finder vej til bloggen. Hvis du har lyst til at følge med, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt fra mig direkte i din inbox.

Mitzie Mee - Sanne

Velkommen til min blog om Danmark. Jeg er adopteret fra Sydkorea og vokset op i en lille landsby i Jylland. Jeg har boet i udlandet i store dele af mit voksne liv, men Danmark er mit hjemland. Det er her jeg har min base, også selvom jeg det meste af tiden ser landet på afstand. Her på bloggen skriver jeg om Danmark, som jeg oplever det. Om byer og kyststrækninger, caféer og restauranter, gåture i skoven og langs vandet, weekender væk og små pauser fra hverdagen. Det her er ikke nogen udtømmende guide, men Danmark set og oplevet af mig.

Danmark

Reklame