
Søndag morgen i sidste uge stod jeg meget tidligt op for at besøge Fischmarkt, fiskemarkedet i Hamburg. Det var en våd og råkold morgen, så jeg havde ikke forventet, at markedet ville være særligt velbesøgt. For hvem gider at stå op klokken 7 en søndag morgen for at købe fisk?
Fischmarkt har ligget ved Elben siden 1703. Oprindeligt var det her, byens fiskere solgte nattens fangst direkte fra kajen. Med årene kom frugt, grønt og andre varer til, og i dag finder markedet sted hver eneste søndag morgen. Den nuværende Fischauktionshalle i rød mursten blev opført i 1895–96 og står stadig som et markant vartegn for området.
Nu skal jeg være ærlig og fortælle, at jeg ikke havde researchet særligt meget inden mit besøg. Hvis jeg havde gjort det, havde jeg nok fundet ud af, at Hamburgs fiskemarked i dag handler om meget mere end fisk.
Jeg brugte derfor den første times tid på at vandre rundt og lede efter de fiskeauktioner, jeg forestillede mig måtte finde sted. De er der bare ikke længere. I stedet fandt jeg boder med frugt, grønt, blomster, slik og bagværk og en stemning, der mindede mere om byfest end om traditionelt fiskemarked.
Samtidig gik jeg og tænkte på den Fischbrötchen, jeg havde lovet min rumlende mave som belønning for at stå så tidligt op. En Fischbrötchen er en rigtig nordtysk klassiker: en sprød bolle fyldt med marineret eller stegt fisk, ofte sild eller makrel, toppet med løg og en klat remoulade eller sauce.
Da jeg fik øje på den store røde murstensbygning, steg forventningerne igen. Den lignede præcis det fiskeauktionshus, jeg havde ledt efter. Men indenfor var der ikke fisk, der blev råbt op, men lange borde med glade, øldrikkende tyskere og live musik fra en scene i den ene ende af hallen. Fischauktionshalle fungerer i dag som samlingspunkt for musik og morgenfest snarere end handel.
Blandt boderne udenfor var der dog et par fiskehandlere, så helt fiskefrit var det ikke. Men det var tydeligt, at markedet i dag lige så meget er et socialt mødested. Især for dem, der kommer direkte fra en lang nat på Reeperbahn, Hamburgs fest og red light distrikt.
Reeperbahn publikum udgjorde faktisk en stor del af de besøgende. Et forsigtigt gæt vil være, at op mod halvdelen af dem, der var der den søndag, var kommet for at afslutte en aften, som var gledet over i morgen.
På trods af at der ikke var meget fisk over fiskemarkedet, var det stadig et hyggeligt sted med en venlig og uformel stemning. Og bare det, at man kan få en Fischbrötchen og en fadøl klokken 7 søndag morgen, er i sig selv en god grund til at kigge forbi Hamburgs fiskemarked.
Gode råd til dit besøg på Fischmarkt
Markedet finder sted hver søndag morgen. Åbningstiden varierer lidt med årstiden, men det starter tidligt og lukker allerede omkring klokken 9.30 om vinteren og omkring klokken 10 om sommeren. Vil du opleve den særlige stemning med musik i hallen og natteliv, der glider over i morgen, skal du komme mellem klokken 6 og 8. Foretrækker du en roligere oplevelse, så kom tættere på lukketid.
Tag højde for vejret. Det kan være koldt og blæsende nede ved Elben, selv på dage hvor resten af byen virker mild.
Forvent ikke klassiske fiskeauktioner. Der sælges fisk, men markedet er i dag først og fremmest et søndagsmarked og et socialt samlingspunkt.
Hav kontanter med. Ikke alle boder tager kort, og det går hurtigere, når man står i kø til en Fischbrötchen.





