Da jeg var i Hamburg sidste gang, boede jeg på 25hours HafenCity. Hotellet ligger i HafenCity, lige ned til vandet, omgivet af moderne byggeri, brede promenader og kraner nede ved havnen i horisonten. Det er et af de områder, hvor man virkelig kan mærke, at Hamburg udvikler sig. Nyt, luftigt og med masser af himmel.
Mit værelse var urban hip og så casual chic, at jeg er sikker på, at der ligger masser af arbejde bag. I ved, sådan noget med at farverne på pudebetrækkene umiddelbart så helt tilfældige ud, men alligevel passede perfekt sammen. Nærheden til vandet satte selvfølgelig sit præg på indretningen. Der var maritime detaljer hist og her, blandt andet koøjet ude på badeværelset, hvor der både var gjort plads til toiletpapir og blade.
Hotellet føles lækkert og gennemtænkt. Det er ikke et klassisk luksushotel, men mere et designhotel med personlighed. Jeg forestiller mig, at målgruppen er kreative typer, forretningsrejsende, par på weekendtur og folk, der gerne vil bo et sted, der har lidt kant.
Mit værelse havde mørklægningsgardiner, hvilket jo altid er nice, hvis man har jetlag. Jeg fløj ind fra København, så jetlag var der ikke meget af, men jeg sover altid bedre, når der er helt mørkt i rummet. Sengen var god, og der var den der rolige atmosfære, man gerne vil have, når man er på hotel.
Hotelrestauranten Heimat serverede lækker tysk morgenmad med friskpresset juice og alle mulige tyske lækkerier. Det var en fantastisk buffet og der var gjort noget ud af hver eneste ret. Sprødt brød, pretzels, pålæg, ost og varme retter. Jeg startede hver dag i Hamburg med en pretzel med røget laks og røræg samt min helt egen kande med te. Det var sådan en morgenmad, man glæder sig helt vildt til at stå op til.
Et af bordene stod oppe på en lille afsats helt ud til vinduet med udsigt over vandet. Jeg havde allerede spottet det lørdag morgen, men der var det optaget. Om søndagen stod jeg tidligt op for at besøge fiskemarkedet, og da jeg kom tilbage, stod vinduesbordet og ventede på mig. Perfekt timing.
Fra 25hours havde jeg to muligheder for at komme ind til centrum. Jeg kunne enten tage U-Bahnen fra Überseequartier lige på den anden side af gaden, eller jeg kunne gå gennem Speicherstadt og være nede ved rådhuset på cirka 15 minutter. I dagtimerne valgte jeg næsten altid gåturen. Det er en virkelig fin tur mellem de gamle pakhuse og kanalerne. Om aftenen foretrak jeg U-Bahn, for Speicherstadt var ret øde efter mørkets frembrud.
HafenCity er et spændende område i Hamburg. Det er moderne og ambitiøst, og et rigtig godt område at bo i som turist. Beliggenheden tæt ved vandet og med nem adgang til centrum gør HafenCity og 25hours til en rigtig god base for dit besøg i Hamburg.
25hours Hotel Hamburg Hafencity, Überseeallee 5, 20457 Hamburg
Hvis du planlægger en tur til Hamburg og leder efter et sted at bo i HafenCity, er 25hours Hotel HafenCity værd at overveje. Beliggenheden lige ved vandet giver opholdet en særlig stemning, og det er nemt at komme rundt, uanset om du foretrækker at gå eller hoppe på U Bahn.
Jeg kunne godt lide, at hotellet føltes moderne og designfokuseret uden at være køligt eller for meget. Det er den slags hotel, der fungerer rigtig godt, hvis du gerne vil bo et sted med personlighed og en tydelig fornemmelse af sted, men stadig komfortabelt og ukompliceret.