Min guide til fransk bistromad – En gennemgang af alle klassikerne

A Guide to French Bistro Food – All the classics you need to know


Jeg er helt vild med fransk bistromad, og når jeg går ud at spise i Frankrig ender jeg for det meste på en bistro. En bistro er typisk et mindre sted, ofte familiedrevet, med en håndskreven menu og et begrænset udvalg af retter, der skifter efter sæson og kokkens humør. Bistromad er fransk comfort food og stemningen er afslappet og priserne rimelige. Der er fokus på klassikere, og maden er sjældent særlig eksperimenterende. Til gengæld er det solidt, vellavet og uden dikkedarer. I denne guide får I en gennemgang af de typiske retter man ofte finder på menuen på en fransk bistro, fra løgsuppe til crème brûlée.

Klassiske forretter

Soupe à l’oignon (fransk løgsuppe)
En mørk og dyb suppe lavet på karamelliserede løg og oksebouillon, toppet med brød og gratineret ost. Den perfekte efterårsret, men jeg kan spise den året rundt.

Pâté eller terrine
Groft- eller finthakket kød (ofte svinekød, nogle gange and) presset og serveret koldt med cornichoner og sennep. Rustikt og rigtig godt med brød til.

Salade de chèvre chaud
Sprød salat med ristet brød og skiver af smeltet gedeost, tit med lidt honning og valnødder. Frisk og cremet på samme tid.

Escargots de Bourgogne
Snegle i hvidløgssmør. Det smeltede smør har masser af smag og er hovedårsagen til at jeg bestiller en gang snegle. Serveres for det meste med brød til, som man kan dyppe i hvidløgssmørret.

Œufs mayonnaise
Kogte æg med hjemmelavet mayo. Simpelt, retro og helt uimodståeligt, når det er lavet rigtigt.

Klassiske hovedretter

Steak frites
Grillet bøf med pommes frites. Ofte med bearnaise eller pebersauce. En af de mest ikoniske bistroretter.

Confit de canard
Langtidsstegt andelår i eget fedt, med sprødt skind og mørt kød. Serveres gerne med kartofler eller linser.

Coq au vin
Kylling (traditionelt hane) braiseret i rødvin med løg, svampe og bacon. Varmende og fuld af smag.

Boeuf Bourguignon
En slags søsterret til coq au vin, men med oksekød. Kogt længe og kærligt med grøntsager, vin og urter.

Moules marinières
Muslinger dampet i hvidvin med løg og persille. Serveres ofte med frites, som man dypper i suppen.

Tartare de boeuf (bøftatar)
Bøftatar er en af de mest ikoniske retter på et fransk bistrokort. Rå oksekød af god kvalitet, hakket eller skåret med kniv, og rørt med sennep, kapers, løg og æggeblomme. Hvis man er til råt kød, bliver det ikke bedre end det her.

Quiche Lorraine
En slags tærte med bacon og ost. Perfekt til frokost eller som en let hovedret med lidt salat.

Cassoulet
En tung og fyldig ret fra Sydfrankrig med hvide bønner og forskellige slags kød. Ikke noget man spiser til hverdag, men virkelig godt om vinteren.

Klassiske desserter

Crème brûlée
Blød vaniljecreme med karamelliseret sukker på toppen. Den der knasende overflade mod det silkebløde indre, – man forstår godt hvorfor det er en favorit.

Tarte Tatin
Æbletærte bagt på hovedet, så æblerne karamelliserer under dejen. Ofte serveret lun med flødeskum eller is.

Mousse au chocolat
Chokolademousse, gerne på mørk chokolade og lavet med lidt pisket fløde og æggehvider. Tæt, tung og helt uimodståelig.

Profiteroles
Små vandbakkelser med is og varm chokoladesauce.Altid en sikker vinder.

Mitzie Mee - Sanne

Velkommen til Mitzie Mee. Her kan du læse om restauranter, hoteller og ting man skal se rundt om i verden. Jeg har også en stor samling opskrifter på spændende mad som jeg har smagt på mine rejser.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
Search in posts
Search in pages

Seneste indlæg

Ninja Air Fryer
149,99 €

Hvis du overvejer at købe en air fryer, så kan jeg varmt anbefale den her fra Ninja. Den er kompakt, hurtig og perfekt til hverdagsmad, og selv om den ikke fylder ret meget, kan den sagtens klare alt fra sprøde pommes frites til saftig kylling. En rigtig god størrelse til 1–2 personer og supernem at gøre ren.

Affiliate link: I might earn a commission if you make a booking, at no additional cost to you.
12/25/2025 03:00 am GMT