
Når det gælder is, softice og gelato, ligger New York helt i front. Her taler vi fiskformede vafler fyldt med softice, mochi som topping og smagskombinationer, der virkelig overrasker. Samtidig finder du også de klassiske isbutikker, hvor isen stadig laves efter gamle traditioner med gode råvarer og opskrifter, der har fungeret i årtier.
I dette indlæg deler jeg nogle af mine absolutte favoritter i New York. Det er ikke en komplet guide, men et udvalg af rigtig gode steder, som jeg vender tilbage til igen og igen.
Taiyaki NYC
Taiyaki er en japansk vaffel formet som en fisk. Den laves af en sød dej der minder lidt om pandekagedej, som hældes i fiskformede forme og bages gyldne og sprøde. Traditionelt fyldes vaflerne med rød bønnepasta, men i dag findes der mange forskellige slags fyld, og hos Taiyaki NYC fylder de fiskevaflerne med softice.
Hvad skal du bestille hos Taiyaki NYC? De har flere forskellige slags softice, og de er alle sammen gode, så vælg den du bedst kan lide, så længe du husker at få den serveret i en taiyaki vaffel.
Taiyaki NYC, 119 Baxter St, New York, NY 10013
Brooklyn Ice Cream Factory
Brooklyn Ice Cream Factory lå tidligere på 1 Water Street ved Fulton Ferry Landing Pier, men flyttede i en periode til et midlertidigt sted i Greenpoint, mens en anden isbutik overtog lokalet. Nu er Brooklyn Ice Cream Factory tilbage igen, lige på den anden side af gaden fra den oprindelige adresse. Det giver mig altså endnu en god grund til at gå over Brooklyn Bridge.
Jeg kan rigtig godt lide den autentiske, gammeldags stemning, og isen er virkelig god og laves af råvarer af høj kvalitet og uden kunstige tilsætningsstoffer. Udvalget af smage er ret begrænset, og jeg kan faktisk ikke huske at der er kommet nye til i de mange år jeg har kendt stedet. Men hvorfor ændre på noget der fungerer? Min favorit er Peaches & Cream.
Brooklyn Ice Cream Facotry, 14 Old Fulton St, Brooklyn, NY 11201
Morgenstern’s Finest Ice Cream
Da Ana og jeg var roommates på Lower East Side, gik vi ofte til den oprindelige Morgenstern’s på Rivington Street. Den ligger der stadig, men hedder nu Morgenstern’s Bananas og serverer dairy free softice. Årene gik og i en periode gled Morgenstern’s lidt under min isradar.
For nylig besøgte jeg dog deres butik på Houston Street, og jeg blev straks mindet om hvorfor jeg altid har været så glad for stedet. Hvis man virkelig går op i is, er Morgenstern’s et must.
Ud over de klassiske smage har de også nogle ret vilde varianter. Hvad siger du for eksempel til Pickles & Mayo eller Salted Egg Yolk Chili Crisp? Hvis du er i tvivl, er Peaches & Cream altid et sikkert valg.
Morgenstern’s Finest Ice Cream, 88 W Houston St, New York
Il Laboratorio del Gelato
Indretningen hos Il Laboratorio del Gelato er stilren og minder lidt om et laboratorium, og man forstår hurtigt at det ikke er en helt almindelig isbutik. Det kan virke en smule køligt når man træder ind, men personalet er både imødekommende og entusiastisk.
Det der virkelig gør stedet specielt er det enorme udvalg af smage. Her finder du både klassikere som chokolade og pistacie samt mere eksperimenterende varianter som olivenolie og lavendel. De arbejder med omkring 200 forskellige slags is, så der er noget for enhver smag.
Il Laboratorio del Gelato, 188 Ludlow St, New York, NY 10002
The Original Chinatown Ice Cream Factory
Chinatown Ice Cream Factory ligger midt i Chinatown, og den familiedrevne isbutik med det karakteristiske drage-logo virker mere populær end nogensinde.
Jeg kan faktisk ikke huske én eneste gang hvor jeg bare er gået direkte ind og bestilt. Der står næsten altid en kø udenfor.
De udvikler løbende nye spændende variationer, men jeg bestiller altid lychee. Den er så god, at jeg aldrig har haft lyst til at prøve noget andet.
The Original Chinatown Ice Cream Factory, 65 Bayard St, New York, NY 10013
Soft Swerve
Jeg opdagede Soft Swerve for nogle år siden, da deres lilla softice med farverigt cereal drys pludselig var overalt på Instagram. I starten tænkte jeg at det nok bare var en trend, men efter flere besøg kan jeg roligt sige at Soft Swerve er mere end bare et flot billede i dit Instagram feed.
Hvis du kan lide softice, er det et virkelig godt sted. Smagen Ube Purple Yam er den mest kendte og et godt valg første gang. De har også andre spændende varianter som matcha og Black Sesame. På deres hjemmeside så jeg desuden at butikken i Kips Bay har Vietnamese Coffee softice, som jeg er ret nysgerrig efter at prøve. Når du har valgt smag, skal du vælge toppings. Cereal passer overraskende godt til softice, og det samme gør mochi.
Soft Swerve, 85B Allen St, New York, NY 10002
Milk Bar
Hvis du er til softice, har du sikkert allerede været hos Milk Bar. Hvis ikke, bør det stå øverst på listen. Deres Cereal Milk Soft Serve smager præcis som den søde mælk der ligger tilbage i bunden af en skål cornflakes. Det er en utrolig enkel idé, men resultatet er virkelig godt. Jeg undrer mig stadig over at ingen fandt på det noget før.
Milk Bar har flere butikker i byen, men jeg holder lidt ekstra af deres flagship store. Personalet er altid virkelig hjælpsomt og deler gerne deres egne favoritter.
Milk Bar Flagship store, 1196 Broadway, New York, NY 10001
A La Mode
Jeg faldt over denne lille isbutik helt tilfældigt. Det er måske lidt svært at kalde den en skjult perle midt på Manhattan, men jeg var alligevel overrasket over at der ikke stod en lang kø udenfor.
For det første er stedet virkelig hyggeligt. For det andet er isen virkelig god.
Hos A La Mode er isen fri for nødder, æg og sesam, og de har også et fint udvalg af dairy free varianter.
Hvad skal du bestille? Key Lime Pie og Rose var begge helt fantastiske. Og ja, du skal da have marshmallows på toppen.
A La Mode, 360 E 55th St, New York, NY 10022
Van Leeuwen
Van Leeuwen startede som en enkelt gul isvogn og er i dag vokset til et helt lille isimperium med butikker flere steder i USA. Deres is ligger typisk i den lidt tungere ende med masser af fyld og smag, så det er ikke nødvendigvis stedet man går hen lige før en middag. Jeg gjorde det en gang og var så mæt af is, at jeg kun kunne spise en forret bagefter.
Sidste sommer prøvede jeg Peanut Butter Brownie Honey Comb efter anbefaling fra personalet, og den var virkelig god. Hvis du er i tvivl om hvad du skal vælge, så prøv den.
Van Leeuwen, 172 Ludlow St, New York, NY 10002
Anita Gelato
Anita Gelato stammer oprindeligt fra Tel Aviv og er ren forkælelse i kugleform. Den familiedrevne kæde er også kommet til New York med butikker på Upper East Side og i Tribeca. Butikken minder næsten mere om et dessertgalleri end en klassisk isbutik, og disken er fyldt med smage der næsten er for flotte til at spise.
Du kan blandt andet få White Chocolate Pistachio, Mascarpone and Blueberry og Cookieman med cookie dough og Oreo. Der er også mange veganske gelatoer og friske sorbeter.
Anita Gelato, 1561 2nd Ave & 379A Greenwich St, New York, NY
Salt & Straw
Hvis du kan lide is med lidt skæve smage, så er Salt & Straw et godt sted. Kæden startede i Portland og er siden åbnet i New York. De er kendt for deres cremede konsistens og smage man ikke lige forventer i en isvaffel. For eksempel Pear and Blue Cheese eller Olive Oil Fudge.
Hver måned lancerer de også en ny temamenu, ofte i samarbejde med lokale kokke og producenter. En klassiker der altid er på menuen er Sea Salt with Caramel Ribbons. Personalet er gavmilde med smagsprøver, så det er bare at spørge hvis du er i tvivl.
Salt & Straw, 1006 Madison Ave, New York, NY 10075












