Puerto Rico: Frokost på Chicky’s i Cataño

Puerto Rico: Lunch at Chicky's in Cataño

En eftermiddag besluttede vi os helt spontant for at tage færgen fra Old San Juan over til Cataño. Turen over bugten tager kun omkring ti minutter, og udsigten til San Juan og El Morro fra færgen er næsten turen værd i sig selv. Cataño ligger lige på den anden side af vandet og er mest kendt for Bacardí-destilleriet, men ellers er der ikke meget, der trækker.

Da vi kom i land, var der meget stille. De fleste restauranter og butikker var lukkede, og gaderne lå næsten mennesketomme hen. Måske var det fordi vi var der en hverdag om eftermiddagen, men der var godt nok ikke meget liv derovre. Den eneste restaurant, der havde åbent, var Chicky’s, så der gik vi ind for at spise frokost

Chicky’s er en uformel fastfoodrestaurant med fokus på friturestegt kylling. Indretningen er enkel, og tempoet ret langsomt, så nu jeg tænker over det er fastfood nok ikke en helt passende betegnelse. Selvom servicen var ret langsom, var stemningen rar, og det virkede som et familiedrevet sted. Når bestillingerne var klar, blev de annonceret i mikrofon, så man kunne gå op og hente sin bakke ved disken.

Vi bestilte fried chicken, som blev serveret med en lille bolle og pommes frites. Vi bestilte også Chinese rice og en Papa Asada con Queso y Carne, som viste sig at være en bagekartoffel fyldt med ost og oksekød.

Førstehåndsindtrykket var, at det hele var udmærket, men lidt tamt. Vi sad begge to og tænkte, at den kylling godt kunne bruge en ordentlig hot sauce. Der stod ikke nogle saucer fremme på bordene, så jeg gik op til disken og spurgte. Det viste sig, at de havde et større udvalg af sauce, ketchup og mayonnaise, som man kunne købe ved siden af for 25 cent stykket. Vi købte fire stk. pique-saucer, og så blev det hele pludseligt meget bedre. Især kyllingen var virkelig god. Sprød udenpå, saftig indeni og med masser af smag, når den fik lidt varme fra saucen. Risene fungerede fint som tilbehør, mens Papa Asada con queso y carne ikke helt var noget for os.

Alt i alt dog en ganske fin frokost i Cataño. Chicky’s er ikke et sted, jeg ville gå en k…mpe omvej for, men er man i Cataño omkring frokosttid er det helt sikkert et hæderligt valg. Og husk at spørge efter sauce.

Chicky’s, 182 Barbosa Ave #198, Cataño, 00962, Puerto Rico

Reklame
Reklame

Mitzie Mee - Sanne

Puerto Rico er en destination, der overrasker positivt. Her er flotte strande, virkelig god mad og en natur, der spænder fra frodig regnskov til bjerge og kyststrækninger. Samtidig rummer øen byer med tydelige historiske lag, ikke mindst Old San Juan, hvor fortiden stadig er meget nærværende i gadebilledet. Noget af det, der gør Puerto Rico særligt, er menneskene. De lokale er imødekommende og tager sig gerne tid til en snak, hvad enten man står i kø ved en kaffebar, spørger om vej eller falder i snak på en lille restaurant. Det giver rejsen en ro og en nærhed, som man ikke altid finder på mere gennemstrømmende turistdestinationer. På bloggen deler jeg mine oplevelser fra Puerto Rico. Om strandene, maden, regnskoven og bylivet, men også om de små møder undervejs, som ender med at fylde mindst lige så meget som seværdighederne. Puerto Rico er et sted med meget at byde på, og et sted, der er let at holde af.

Puerto Rico Blog

Reklame
Powered by GetYourGuide