Puerto Rico: El Yunque – På udflugt i regnskoven

Puerto Rico: El Yunque - A Day Trip Into the Rainforest

Den tropiske regnskov El Yunque var en af de ting, vi allerede hjemmefra havde besluttet, at vi ville opleve. Regnskoven ligger midt i Puerto Rico, mindre end en times kørsel fra San Juan, og det er den eneste regnskov i det amerikanske National Forest-system. El Yunque National Forest ligger i den nordøstlige del af Puerto Rico og dækker et bjergområde på omkring 11.000 hektar. Regnskoven er kendetegnet ved høj luftfugtighed og hyppig nedbør, som er med til at holde vegetationen tæt og området gennemskåret af floder og vandfald. Højdeforskellene betyder at både klima og landskab ændrer sig, jo længere man bevæger sig op i skoven.

Vi ankom til El Yunque lige efter middag og var spændte på, om der mon stadig ville være ledige parkeringspladser. Det var der heldigvis. Vi fandt en plads tæt på der, hvor El Yunque Trail starter, og kunne derfra gå direkte ind i regnskoven. Stien går gennem tæt bevoksning men flere steder åbner skoven sig, så man kan se ud over landskabet, hvor alt er grønt og frodigt ogpræget af det fugtige klima. Selve stien op til El Yunque Peak, som er en af de højeste toppe i området, var lukket den dag, så efter at have vandret lidt over en kilometer vendte vi om igen og gik tilbage samme vej som vi kom fra.

Inden turen havde vi sikret os at der hverken var giftige slanger eller kæmpeedderkopper i El Yunque. Vi så faktisk ingen dyr undervejs bortset fra et lille firben, men vi hørte mange forskellige fugle og diverse junglelyde langs vejen.

Selvom det var fugtigt var stien forholdsvis tør og nem at gå på. Jeg havde ellers hørt, at der ofte kan være mudret og glat, men forholdene var rigtig gode den dag vi var der. Vi havde bare almindelige sneakers på, hvilket fungerede udmærket på den korte strækning vi gik. Har man vandresko med ankelstøtte, er det dog altid en fordel, især hvis stierne er våde eller man har tænkt sig at begive sig ud på en længere vandring.

Da vi kørte tilbage mod indgangen af El Yunque gjorde vi stop ved Baño Grande som er et stort, kunstigt svømmebassin anlagt i 1930’erne som en del af et rekreativt projekt i området. I dag må man ikke bade der, men bassinet ligger flot omgivet af grønne skråninger og tæt vegetation og er et oplagt sted at gøre et kort ophold og tage billeder.

Lige ovre på den anden side af vejen for Baño Grande ligger La Coca Falls. Vandfaldet falder direkte ned ad klippen ikke langt fra vejen, og selvom det ikke er et særlig stort vandfald, er det flot og helt sikkert et foto-stop værd.

Det var en skøn dag med høj sol og gode vandreforhold. Vi havde rigeligt at drikke med, og tog den med ro. Man kan booke guidede ture i El Yunque, men regnskoven er nem at besøge på egen hånd og kræver ikke meget planlægning. Vi nød at kunne bevæge os rundt i vores eget tempo og selv bestemme, hvor langt vi ville gå, og hvad vi ville se.

Hvordan kommer man til El Yunque?

Vi kørte i vores lejebil fra San Juan til El Yunque. Den hurtigste rute er at køre mod øst ad PR-26, som går over i PR-66. PR-66 er en betalingsvej og den hurtigste måde at komme frem. Når PR-66 slutter ved Río Grande, fortsætter man kort ad PR-3 og drejer derefter ind på PR-191, som fører direkte ind i regnskoven.

Vil man undgå betalingsveje, kan man blive på PR-3 hele vejen, men turen tager i så fald længere tid.

Selve køreturen fra San Juan til El Yunque tager cirka 35-45 minutter. For os tog det lidt længere tid, da vi tankede undervejs, købte proviant og stoppede ved Coffee at the View for morgenmad.

Den sidste del af turen langs PR-191 går op i bjergene. Der er hårnålesving og enkelte smalle passager, og der var en hel del vejarbejde da vi var der, men der er autoværn og fine køreforhold, og trafikken glider roligt. Jeg ville ikke tøve med selv at køre derop igen.

Man kan også booke guidede udflugter med transport fra San Juan, hvis man ikke har lyst til at køre selv.

Jeg vil ikke anbefale at tage Uber, da de ikke har tilladelse til at hente passagerer inde i parken og i princippet kun må hente folk ved indgangen, hvorfra der er rigtig langt til der hvor de forskellige hiking trails starter og slutter.

Praktiske tips til at besøge El Yunque

Der er meget begrænsede muligheder for at købe mad inde i parken. Vi spiste morgenmad inden og havde snacks med.

Husk at tage rigeligt at drikke med. Det er varmt og fugtigt, og man bliver hurtigere tørstig end man tror.

Der er få skraldespande langs stierne, men tag så vidt muligt dit affald med dig ud af nationalparken igen.

Der er ikke faste klokkeslæt for selve regnskoven og stierne. Man må færdes i parken i dagslys, men ikke efter mørkets frembrud. Det er også derfor, man typisk anbefales at ankomme relativt tidligt, især hvis man vil ud på nogle af de længere vandringer.

Jeg vil anbefale at du ankommer tidligt om morgenen især i højsæsonen og i weekenderne, hvor parkeringen hurtigt kan blive fyldt. Vi var heldige at få plads, selvom vi ankom sent, men hvis jeg skulle af sted igen ville jeg nok sigte på at være der omkring kl. 8 om morgenen.

Mobilforbindelsen er ustabil inde i regnskoven. Tag et billede af kortet over stierne, inden du begynder at gå.

Det er gratis at besøge El Yunque National Forest. Der findes et visitor center, El Portal de El Yunque Rainforest Center, hvor man kan lære mere om regnskoven. Entréen koster $8 (2026).

Vil man bade i nogle af søerne, floderne eller vandfaldene, skal man huske badetøj, skiftetøj og håndklæde.


Reklame


Reklame
Reklame

Mitzie Mee - Sanne

Puerto Rico er en destination, der overrasker positivt. Her er flotte strande, virkelig god mad og en natur, der spænder fra frodig regnskov til bjerge og kyststrækninger. Samtidig rummer øen byer med tydelige historiske lag, ikke mindst Old San Juan, hvor fortiden stadig er meget nærværende i gadebilledet. Noget af det, der gør Puerto Rico særligt, er menneskene. De lokale er imødekommende og tager sig gerne tid til en snak, hvad enten man står i kø ved en kaffebar, spørger om vej eller falder i snak på en lille restaurant. Det giver rejsen en ro og en nærhed, som man ikke altid finder på mere gennemstrømmende turistdestinationer. På bloggen deler jeg mine oplevelser fra Puerto Rico. Om strandene, maden, regnskoven og bylivet, men også om de små møder undervejs, som ender med at fylde mindst lige så meget som seværdighederne. Puerto Rico er et sted med meget at byde på, og et sted, der er let at holde af.

Puerto Rico Blog

Reklame
Powered by GetYourGuide