Frokost hos Molini’s – Vores sidste måltid i Puerto Rico

Lunch at Molini’s - Our last meal in Puerto Rico

Efter at have tilbragt formiddagen på Ocean park Beach fandt vi en lille hyggelig familiedrevet restaurant, Molini’s, hvor vi spiste frokost. Menukortet hang håndskrevet i en ramme på væggen, og ejeren kom selv hen til bordet og gennemgik alle retterne på menuen med os. Han talte med den rolige selvfølgelighed, man kun har, når man står inde for det, man serverer.

Vi var nysgerrige på Gandinga guisada, men her stoppede ejeren os venligt men bestemt. Gandinga er en traditionel stuvning lavet på indmad, typisk lever og hjerte, skåret i små tern og simret i en krydret sauce med sofrito og kartofler. Det er rustik mad med markant smag og rødder i en madkultur, hvor man bruger hele dyret. Ejeren sagde det var en af hans yndlingsretter, men hvis vi ikke brød os om indmad, skulle vi vælge noget andet. Steve er ikke den store fan af lever, så vi takkede for advarslen og gik videre i menuen.

Vi endte med at bestille Sancocho som er en fyldig puertoricansk suppe, med kød, grøntsager og majs, der havde fået lov at simre længe. Smagen var dyb og afrundet, og den mættede som en stor varm krammer.

Vi bestilte også Arroz con Pollo (ris med kylling) med de karakteristiske gule ris, som man ser overalt på øen. Farven kommer typisk fra annatto (også kaldet achiote), som er små frø der trækker i olie og giver både den varme gyldne kulør og en mild, let nøddeagtig smag. Risene var virkelig gode og havde også smag fra sofrito, den aromatiske base af løg, hvidløg, peberfrugt og urter, som danner fundamentet i så mange puertoricanske retter. På tallerkenen var der også stegte plantains og en stor skive fra en stor avocado.

Ved siden af fik vi en lille skål med bønner, som næsten stjal billedet, i hvert fald for mig. Smagen var intens og kompleks, og igen var det sofrito, der gav dybde. Det er fascinerende, hvor meget karakter en så enkel ret kan have, når den tilberedes rigtigt. Seriøst nogle af de bedste bønner jeg har smagt.

Portionerne var store og vi skulle mod lufthavnen, så vi sprang desserten over. Kort efter sad vi i en taxa på vej mod lufthavnen med smagen af gule ris, sofrito og stegte plantains som det sidste minde. Det var en værdig og meget velsmagende måde at sige farvel til Puerto Rico på.

Molini’s, 1859 Puerto Rico, 1857 C. Loíza, San Juan, 00911, Puerto Rico

Reklame
Reklame

Mitzie Mee - Sanne

Puerto Rico er en destination, der overrasker positivt. Her er flotte strande, virkelig god mad og en natur, der spænder fra frodig regnskov til bjerge og kyststrækninger. Samtidig rummer øen byer med tydelige historiske lag, ikke mindst Old San Juan, hvor fortiden stadig er meget nærværende i gadebilledet. Noget af det, der gør Puerto Rico særligt, er menneskene. De lokale er imødekommende og tager sig gerne tid til en snak, hvad enten man står i kø ved en kaffebar, spørger om vej eller falder i snak på en lille restaurant. Det giver rejsen en ro og en nærhed, som man ikke altid finder på mere gennemstrømmende turistdestinationer. På bloggen deler jeg mine oplevelser fra Puerto Rico. Om strandene, maden, regnskoven og bylivet, men også om de små møder undervejs, som ender med at fylde mindst lige så meget som seværdighederne. Puerto Rico er et sted med meget at byde på, og et sted, der er let at holde af.

Puerto Rico Blog

Reklame
Powered by GetYourGuide