
Jeg har altid været vild med thailandsk tom yum suppe, og jeg bliver aldrig træt af den varme, syrlige og let stærke smag. Tom yum er næsten altid er lavet med fisk eller skaldyr, så det føltes egentlig helt naturligt at kombinere tom yum med østers.
Resultatet er en lidt utraditionel, men superflot måde at servere østers på. De forbliver saftige og suger det lækre tom yum-smør til sig og ser virkelig flotte ud. Det er en oplagt forret til et asiatisk inspireret måltid, men fungerer også fint alene som en lækker snack.
Noter
Gem østersskallerne, og læg de åbnede og rensede østers tilbage i skallerne inden bagning. Det ser flot ud på bordet og hjælper med at holde på smørret.
Hvis du ikke er så glad for stærk mad, kan du sagtens undlade chilien. Retten har stadig masser af smag uden.
Tom yum paste kan købes i de fleste asiatiske supermarkeder.
Læs mit blogindlæg om dengang jeg var på østerssafari i Vadehavet og samlede de østers du kan se på billederne i dette indlæg.
Keep the screen of your device on
Ingredienser
6 friske østers, åbnet og renset
2 spsk smør
1-2 tsk tom yum paste
1 tsk fish sauce
Saft fra 1 lime
1-2 tsk fintrevet palmesukker
1 lille rød thai-chili (bird’s eye chili), finthakket
Frisk koriander
Limebåde til servering
Sådan gør du
- Start med forberedelserne. Riv palmesukkeret fint. Pluk korianderbladene og hak chilien fint.
- Smelt smørret ved lav varme i en lille gryde. Tilsæt tom yum paste og bland godt med smørret.
- Tilsæt fish sauce, limesaft og palmesukker, og lad det hele simre ganske kort, til sukkeret er opløst. Smag til, så der er en god balance mellem de syrlige, det salte og det søde.
- Læg de åbnede, rensede østers i et ildfast fad. Sørg for, at de ligger stabilt, så saucen ikke løber ud.
- Fordel 2 til 3 teskefulde tom yum smør over hver østers.
- Bag østersene i ovnen ved 200ºC i ca. 5 til 7 minutter. De skal være gennemvarme, men stadig saftige.
- Tag fadet ud af ovnen og dryp østersene med lidt ekstra limesaft. Drys med finthakket chili og frisk koriander lige inden servering.
- Server østersene varme direkte fra ovnen med ekstra limebåde ved siden af.




