
De store græskar man bruger til Halloween-udskæringer er svære at anvende i madlavning. I modsætning til Hokkaido-græskar og andre mindre græskartyper, som har frugtkød der er sødt og fast i konsistensen er Halloween-græskarrene avlet til at blive så store som muligt, hvilket betyder at frugtkødet er mere trævlet, vandet og uden særlig meget smag. Til gengæld er de fulde af kerner, og dem kan man nemt trylle om til en virkelig lækker snack.
Jeg synes græskarkernerne bliver allerbedst, når man vender dem i harissa og lidt salt. Harissaen giver en varm, lidt stærk smag som jeg rigtig godt kan lide. Er harissa ikke lige dig kan du vælge et andet krydderi. De ristede græskarkerner er perfekte som sprødt drys på salater og supper eller bare som snack i sig selv. Derudover er de fulde af gode næringsstoffer og antioxidanter, så de er faktisk en ret sund efterårs-snack, ikke kun til Halloween.
De ristede græskarkerner smager fantastisk lune direkte fra ovnen, og jeg bliver altid overrasket over hvor hurtigt de forsvinder, så lav gerne en stor portion, – de skal nok blive spist.
Noter
Harissa fås både som pasta og som tørret krydderiblanding. I denne opskrift bruger jeg harissapasta. Der kan være stor forskel på både styrke og saltindhold fra mærke til mærke, så start med ½ spsk, og tilsæt mere, hvis du gerne vil have kernerne lidt stærkere.
Sørg for, at græskarkernerne er helt tørre, inden du blander dem med harissa og olivenolie. Så bliver de lettere sprøde og får en mere jævn ristning.
Hold øje med kernerne, mens de er i ovnen, især mod slutningen, da harissaen nemt kan brænde på. Begynd at tjekke dem efter 15 minutter.
Lad de ristede græskarkerner køle helt af, inden du kommer dem i en lufttæt beholder. Hvis der stadig er fugt tilbage, risikerer du, at de mister deres sprødhed.
Keep the screen of your device on
1
glasIngredienser
Kerner fra 1 græskar (ca. 5 dl)
½ -1 spsk harissa pasta (afhængigt af hvor mange kerner du har og hvor stærke du vil have dem)
1 spsk olivenolie
Salt efter smag
Sådan gør du
- Brug en metalske til at skrabe kernerne ud af græskarret.
- Kom kernerne i en sigte og skyl dem grundigt, så alt frugtkød bliver fjernet. Fordel kernerne på en bageplade i ét lag, og lad dem tørre natten over.
- Dagen efter
- Tænd ovnen på 175°C.
- Rør olivenolie, harissa og salt sammen i en skål.
- Kom de tørrede græskarkerner i en stor skål, hæld harissa-blandingen over, og bland det hele godt sammen, så kernerne bliver jævnt dækket.
- Fordel kernerne på bagepladen igen i ét lag, og rist dem i 15–25 minutter, til de er gyldne og sprøde. Rør rundt et par gange undervejs.
- Lad dem køle let af, før du spiser dem. Opbevar eventuelle rester i en lufttæt beholder.










