Staldgården i Kolding ligger lige ved siden af Koldinghus i centrum af byen. Oprindeligt fungerede Staldgården som ladegård til slottet, altså stedet hvor man stod for alt det praktiske med forsyninger, dyr og daglig drift. I dag er Staldgården en del af Museum Kolding og rummer flere forskellige udstillinger, men det er nok især fortællingen om besættelsestiden som museet er kendt for.
Mit besøg startede med at jeg fik servere en kop Rigs, som er den kaffeerstatning, som man drak under 2. verdenskrig, hvor rigtig kaffe var rationeret og svært at få fat i. Den blev typisk lavet på ristede korn eller cikorie, og smagen er mildere og mere rund end almindelig kaffe, uden den samme bitterhed. En rigtig god introduktion til hverdagen under besættelsen og de kompromiser, folk måtte leve med.
I de sidste år af krigen havde Gestapo deres regionale hovedkvarter på Staldgården, Gestapo havde deres regionale hovedkvarter på Staldgården i Kolding hvorfra de opererede i Syd- og Sønderjylland. Det var også her mange danske modstandsfolk blev bragt hen til afhøring, og i mange tilfælde udsat for tortur, inden de enten blev sendt videre til fængsler eller koncentrationslejre og det er den historie, museet tager udgangspunkt i.
I stedet for en klassisk gennemgang af begivenheder er udstillingen bygget op omkring personlige fortællinger, hvor man følger konkrete personer, både modstandsfolk og dem, der arbejdede for Gestapo, og får en fornemmelse af, hvordan deres liv krydsede hinanden under besættelsen. Det gør oplevelsen ekstremt intens, og man får et unikt indblik i de valg mange var tvunget til at træffe under ekstreme omstændigheder med frygt for eget liv.
Det stærkeste ved besøget er uden tvivl Zelle II, som er en af de celler, Gestapo indrettede på Staldgården, og den eneste, der i dag er bevaret i Danmark. Det var her, modstandsfolk sad og ventede på forhør, og hvor nogle af dem brugte tiden på at ridse deres navne ind i væggen. De spor er der stadig, og det gør det hele meget konkret og svært at ryste af sig igen.
Oplevelsen i Zelle II er iscenesat med lys og lyd, og man sidder i mørket, mens fortællingerne i 1. person folder sig ud omkring én. De tre forskellige forløb giver hver deres indblik i frygten, usikkerheden og de skæbner, der var knyttet til stedet. Det er ikke en behagelig del af besøget, men det er en virkelig stærk måde at formidle, hvordan det må have været at være der, og man går derfra med en langt tydeligere forståelse af, hvad modstandsfolkene faktisk blev udsat for. Jeg sad selv med en klump i halsen da en af forløbene afsluttes med teksten til Kaj Munks Den Blå Anemone.
Besøg Museum Kolding – Staldgårdens website
Min blog om Destination Trekantområdet – Hjertet af Jylland – Billund – Fredericia – Kolding – Vejle
Nysgerrig på denne del af Danmark? Besøg Destination Trekantområdet – Hjertet af Jyllands hjemmeside
eller besøg deres instagram @theheartofjutland
