
Når man besøger Staldgården, er det især udstillingen om besættelsen og Gestapos hovedkvarter i Kolding under Anden Verdenskrig der fylder, men besøget inkluderer også flere andre udstillinger.
MADE IN KOLDING handler om byens erhvervsliv og de virksomheder, der er udsprunget herfra. Det er en ret vellykket blanding af klassisk industrihistorie og nyere iværksætteri, så udstillingen føles relevant, også hvis man normalt ikke interesserer sig særlig meget for erhvervshistorie. Jeg kunne især godt lide, at udstillingen ikke kun ser bagud, men også viser den nyere udvikling i byen. Blandt andet er Just Eat med, hvor Jesper Buch himself optræder på video og fortæller historien om virksomheden og hvordan det hele begyndte.
Sølvudstillingen med Holger Kyster er noget helt andet, men mindst lige så spændende. Holger Kyster havde værksted i Kolding i første halvdel af 1900-tallet og arbejdede tæt sammen med nogle af tidens største designere, blandt andet Thorvald Bindesbøll og Svend Hammershøi. Udstillingen viser ikke kun smukt sølvarbejde, men giver også et indblik i en periode, hvor kunsthåndværk, design og håndværksmæssig kunnen hang tæt sammen.
Det, der gør udstillingen ekstra interessant, er fortællingen om Kyster selv. Man får hurtigt indtryk af en ambitiøs og kompromisløs person med meget klare holdninger til kvalitet og godt design. Historierne om miljøet omkring ham og samarbejdet med samtidens kunstnere gør, at udstillingen føles som meget mere end bare en samling sølvtøj i montrer. Det bliver også et portræt af en tid, en æstetik og en bestemt måde at tænke design på.
Hvis du besøger Staldgården så husk at sætte tid af til de andre udstillinger. Det hele er inkluderet i samme billet, og kombinationen af krigshistorie, design og erhvervsliv gør Staldgården til et langt mere alsidigt museum, som virkelig giver et godt indblik i Koldings historie, nutid og fremtid.
Besøg Museum Kolding – Staldgården website
Min blog om Destination Trekantområdet – Hjertet af Jylland – Billund – Fredericia – Kolding – Vejle
Nysgerrig på denne del af Danmark? Besøg Destination Trekantområdet – Hjertet af Jyllands hjemmeside
eller besøg deres instagram @theheartofjutland