fbpx

JJ Green Vintage Market (LUKKET) – Bangkok Guide

by Sanne
JJ Green Bangkok

Opdatering: JJ Green er nu lukket, men der er blevet annonceret at de vil åbne igen i 2020 et andet sted i Bangkok

JJ Green Vintage Night Market ligger inde i Chatuchak Park. Det er kun en kort gåtur fra Chatuchak Weekend Market, så hvis man besøger Chatuchak Weekend Market er JJ Green et oplagt sted at fortsætte sin shop-amok-rus efter mørkets frembrud.

Atmosfæren på JJ Green er dog noget mere trendy end på Chatuchak, og JJ Green tiltrækker da også hovedsagelig unge, stilbevidste thaier. Markedet åbnede tilbage i 2014, så det er stadigvæk ret nyt og ikke så turistet som Chatuchak, men prisniveauet er nogenlunde det samme.

Der er flere spisesteder inde på pladsen, lige fra luftkonditionerede hotpot-restauranter til små boder, der sælger mango og sticky rice. Det, der virkelig adskiller JJ Green fra de andre markeder i Bangkok, er dog den ret anselige samling af barer og beergardens med livemusik, som også gør JJ Green til et udmærket sted at gå i byen.

Der er masser af vintage-ting til salg, så hvis genbrugstøj lige er noget for dig, er mulighederne overvældende. Hvis second-hand-shopping ikke lige lokker, så er der også mange boder, der sælger nye ting.

Nogle af boderne har faste priser som ofte er meget lave. Man kan dog altid forsøge at forhandle, og hvis man er heldig får man måske lidt rabat, specielt hvis man køber flere ting.

Fredag og lørdag aften er der rigtig mange mennesker på JJ Green, og man står (og går) som sild i en tønde på vejen der fører til og fra markedet, så hvis man kan, gælder det om at komme tidligt og gå sent.

Flere indlæg