
Hvis du er heldig at være i New York den 4. juli, så skal du helt sikkert opleve Macy’s 4th of July Fireworks. Det er en af New Yorks største årlige begivenheder og et af USA’s mest spektakulære fyrværkerishows. Stemningen i byen er noget helt særligt. Mange starter dagen med picnic, grillfest eller drinks med venner, og når mørket falder på, samles hundredtusindvis af mennesker langs vandet for at se fyrværkeriet.
Macy’s 4th of July Fireworks er en af årets største begivenheder i New York, og der er flere måder at opleve fyrværkeriet på. Nogle vælger at finde en plads langs vandet, mens andre ser showet fra en rooftop eller et cruise. Uanset hvordan du vælger at opleve aftenen, er lidt planlægning med til at gøre en stor forskel. Her er mine bedste tips til 4th of July i New York.
Hvad fejrer man den 4. juli?
Den 4. juli er USA’s nationaldag, også kendt som Independence Day. Dagen markerer vedtagelsen af Declaration of Independence den 4. juli 1776, hvor de 13 amerikanske kolonier erklærede sig uafhængige af Storbritannien.
I dag handler 4th of July først og fremmest om at være sammen med familie og venner. Mange samles til grill, picnic eller en tur i parken, inden dagen afsluttes med fyrværkeri. I New York er Macy’s 4th of July Fireworks den største tradition, og hvert år finder hundredtusindvis af mennesker vej til byens waterfront for at opleve showet.
Hvor skal man se fyrværkeriet?
Placeringen af Macy’s Fourth of July Fireworks varierer fra år til år. Nogle år affyres fyrværkeriet fra pramme på East River, andre år fra Hudson River. I 2026 vil showet blive affyret fra både East River, Hudson River og Brooklyn Bridge som en del af fejringen af USA’s 250-års jubilæum. De officielle viewing areas offentliggøres normalt først nogle uger før den 4. juli, så husk at checke den aktuelle placering, inden du planlægger, hvor du vil se showet.
Kom i god tid
Hvis du vil have en god plads, skal du være ude i god tid. De mest populære viewing areas bliver ofte fyldt flere timer før fyrværkeriet begynder, og når et område har nået sin maksimale kapacitet, bliver det lukket. Vil du have en af de bedste pladser, skal du regne med at være der 3 til 5 timer før showet starter. Tag vand, lidt snacks og en powerbank med. Ventetiden går meget hurtigere når du er forberedt.
Hvad skal man have på?
Den 4. juli er som regel varm og fugtig i New York, så let sommertøj er det oplagte valg. Komfortable sko er et must, da du sandsynligvis kommer til at gå en del samt stå op i flere timer. Mange amerikanere går all in med rødt, hvidt og blåt, flag, stjerner og striber. Det er bestemt ikke et krav, men det er en del af stemningen og en sjov anledning til at klæde sig lidt ekstra festligt.
Overvej en rooftop eller et cruise
Hvis du ikke har lyst til at stå i kø i flere timer, kan en rooftop med udsigt eller et cruise være et godt alternativ. Det er ikke billigt, men du får en langt mere afslappet oplevelse med mad, drikkevarer og adgang til toiletter. De mest populære arrangementer er ret dyre og bliver hurtigt udsolgt.
Når fyrværkeriet er slut
Selve fyrværkeriet varer omkring 25 minutter, men aftenen er langt fra slut, når den sidste raket er affyret.
Hundredtusindvis af mennesker bevæger sig mod subway’en på samme tid, så fortove og stationer bliver hurtigt fyldt. Personligt synes jeg ikke, der er nogen grund til at skynde sig. New York summer stadig af feststemning, og mange fortsætter aftenen på en rooftop, en bar eller en restaurant.
Hvis du har tid, kan det derfor godt betale sig at blive hængende lidt, få en drink eller en sen bid mad og lade de største menneskemængder forsvinde. Vil du gerne hjem med det samme, kan det ofte betale sig at gå til en subway station, der ligger et stop eller to før den station der er tættest på festlighederne.
Er det besværet værd?
Helt klart. Mens jeg aldrig har haft nogen trang til at stå og fryse på Times Square nytårsaften, så er 4th of July i New York noget jeg til hver en tid ville anbefale.
Ja, der er mange mennesker, og ja, det kræver lidt planlægning. Til gengæld får du lov til at opleve en sand folkefest i New York. Selve fyrværkeriet er fantastisk, men det er stemningen og gaderne fyldt med glade mennesker der gør det til en oplevelse, man sent glemmer.
I 2025 var Steve så heldig at få billetter til Macy’s invitation-only arrangement på The Rooftop at Pier 17 i South Street Seaport. Aftenen bød på mad, drikkevarer, liveunderholdning og en fantastisk udsigt til fyrværkeriet:










