Lige ved siden af Meas Family Homestay og væverværkstedet ligger en skole, som ved første øjekast ligner de fleste andre landsbyskoler i Cambodia. Men bag de simple træbygninger gemmer der sig meget mere end et klasselokale. Her arbejder man målrettet for at give børn og unge de muligheder, som mange af dem ellers ikke ville have haft.
Skolen blev grundlagt for næsten 20 år siden af Siphen Meas, som er tante til Linda Meas der blandt andet driver Meas Family Homestay. Siphen bor i dag i USA, men hendes hjerte har altid været i Cambodia. Hun oplevede hvordan mange unge, især piger, droppede ud af skolen allerede efter 9. klasse, fordi de manglede både muligheder og støtte til at fortsætte deres videre uddannelse. Derfor skabte hun skolen med et klart mål om at give børnene håb og nye perspektiver og hun gav skolen navnet Hope for Happiness.
Siden er skolen vokset side om side med de øvrige projekter i landsbyen, blandt andet væverværkstedet. Under coronapandemien fik skolen støtte fra Barbara og Pattie fra Canada gennem Banyan Organization, som også samarbejder tæt med Linda Meas’ familie. Det har gjort det muligt at udvide skolen betydeligt.
I dag har skolen mere end 200 elever fra 5. til 12. klassetrin. Eleverne møder op til undervisning om eftermiddagen efter at skoledagen i det offentlige skolesystem er overstået. Tre lærere og en bibliotekar står for undervisningen, som ikke kun handler om de traditionelle skolefag. Eleverne arbejder også med computere, kommunikation, kritisk tænkning og emotionel intelligens. Målet er at give dem redskaber, som de kan bruge både i deres videre uddannelse og senere i livet.
Jeg besøgte skolen en eftermiddag i juni måned, og da jeg trådte ind på området, blev jeg mødt af et hav af smilende børn. Der var aktivitet overalt. I klasseværelset sad eleverne koncentreret omkring dagens undervisning, biblioteket summede af liv, og udenfor blev pausen brugt på boldspil og leg. Stemningen var varm og afslappet, og fuld af energi.
En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, var, hvor meget nysgerrighed og engagement der var blandt eleverne. De virkede oprigtigt glade for at være der, og ivrige efter at lære så meget som muligt. Det var tydeligt, at skolen er meget mere end et sted, hvor man lærer at læse og regne. Den fungerer som et trygt samlingspunkt og et sted, hvor børn og unge bliver mødt med forventninger om, at de også kan lykkes og at ingen drøm er uopnåelig.
Sammen med Weavers Project tilbyder skolen et Pay It Forward-stipendieprogram, som finansierer en fuld universitetsuddannelse for modtageren. Indtil videre har tre unge kvinder gennemført henholdsvis bachelor- og kandidatuddannelser gennem ordningen. For en lille landsby som Prey Theat kan den slags gøre en verden til forskel.
Det var svært ikke at blive smittet af den gode stemning. Der var en fantastisk energi og optimisme, som gjorde stort indtryk på mig. Hvis de børn, jeg mødte i Prey Theat, er et billede på Cambodias næste generation, så ser fremtiden lys ud.
