Cambodia: Weavers Project i Prey Theat, Takeo

Weavers Project in Takeo, Cambodia

Hver gang jeg besøger Meas Family Homestay i Prey Theat kigger jeg også forbi Weavers Project, som ligger lidt længere oppe ad vejen, lige ved siden af skolen. Det er et af de steder, jeg altid glæder mig til at vende tilbage til, ikke mindst fordi jeg har haft mulighed for at følge udviklingen gennem flere år.

Da jeg besøgte Weavers Project første gang, var produktionen begrænset til tørklæder. I dag er sortimentet vokset betydeligt og omfatter blandt andet flere forskellige typer boligtekstiler i flotte farver og avancerede mønstre.

Weavers Project drives af familien Meas og Sonas World ud fra et ønske om at skabe bæredygtige arbejdspladser i landsbyen. Cambodia har en lang tradition for vævning, men faget er under pres. Billige fabriksfremstillede tekstiler har gjort det svært for de lokale vævere at konkurrere, og de fleste unge mennesker vælger andre erhverv. Weavers Project arbejder derfor ikke kun på at skabe en stabil indkomst for væverne, men også på at bevare en vigtig del af Cambodias kulturarv.

Noget af det, der fascinerer mig mest, er, hvor meget arbejde der ligger bag hvert eneste produkt. Væverne farver selv garnet, og jeg har flere gange fået lov til at se, hvordan de store trævæve bliver sat op. Det er en imponerende proces som tager mange timers arbejde inden selve vævningen kan begynde. Når man først med egne øjne har set hvor meget arbejde der kræves, får man en helt anden respekt for de færdige tekstiler.

Væverne er med hele vejen fra de første idéer til det færdige produkt. Der bliver løbende eksperimenteret med nye mønstre, farvekombinationer og teknikker, og gennem årene har værkstedet haft besøg af gæstevævere fra andre lande, som har delt deres viden og inspireret til nye måder at arbejde på.

Hver gang jeg besøger værkstedet, ender jeg med at bruge meget længere tid end planlagt. Der er noget fascinerende ved at se væverne arbejde, og hele stedet summer af kreativitet.

De færdige produkter bliver solgt flere steder i Cambodia, og de kan også købes gennem Weavers Projects online butik. Hvis du bor på Meas Family Homestay er der også mulighed for at kigge forbi værkstedet og shoppe direkte fra Weavers Project.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
Search in posts
Search in pages

Lad os holde kontakten

Vil du med om bag kulisserne? I mit nyhedsbrev deler jeg en mere personlig side af mit liv, de rejser jeg planlægger, de opskrifter jeg laver, og de små øjeblikke i hverdagen, som ikke altid finder vej til bloggen. Hvis du har lyst til at følge med, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt fra mig direkte i din inbox.

Mitzie Mee - Sanne

Velkommen til min blog om Cambodia. Jeg har været i Cambodia rigtig mange gange gennem årene, og det er et land, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Ikke kun på grund af den fantastiske mad og de flotte seværdigheder, men også fordi jeg har mødt nogle helt særlige mennesker, som gennem årene er blevet gode venner. På min blog om Cambodia deler jeg mine bedste tips til restauranter, caféer og lokale madoplevelser, men også de steder og oplevelser, som har gjort indtryk. Du finder indlæg fra Phnom Penh, Siem Reap og resten af Cambodia inklusive Takeo, hvor jeg har tilbragt meget tid og oplevet en side af Cambodia, som de fleste turister aldrig ser. Uanset om du planlægger din første rejse til Cambodia eller allerede kender landet, håber jeg, at du kan finde både inspiration og information her på bloggen.

Cambodia Blog