
Steve og jeg havde besluttet os for at gøre lidt ekstra ud af Halloween, så efter at have fundet det helt rigtige græskar oppe på Fishkill Farms skulle vi selvfølgelig også prøve at skære vores eget græskarhoved.
Det viste sig at være lidt mere arbejde end vi havde regnet med, men det var faktisk rigtig hyggeligt, og resultatet blev ret vellykket, hvis jeg selv skal sige det. Vi stillede det færdige græskarhovede ud på altanen, hvor det stod i over en uge og lyste op om aftenen og spredte spooky Halloweenstemning midt i New York.
Har du også lyst til at prøve kræfter med at skære dit eget græskarhoved, har jeg lavet en lille guide:
1. Find det rigtige græskar
Vælg et græskar med en forholdsvis jævn overflade, så det er nemt at skære i. Det må også gerne have en god, solid stilk som du kan holde fast i, når du skal løfte låget af. Undgå græskar med bløde pletter eller tegn på mug, da de hurtigt kan begynde at rådne.
2. Skær låget af
Brug en skarp, savtakket kniv til at skære et rundt låg omkring stilken. Skær lidt på skrå ind mod midten, så låget ikke falder ned i græskarret, når du lægger det på igen.
Du kan også vælge at skære bunden af i stedet. Det gør det lidt nemmere at sætte græskarret hen over et lys bagefter.
3. Fjern kerner og indmad
Nu kommer den lidt snaskede del. Brug en stor metalske til at skrabe alle kernerne og den trevlede indmad ud. Det kan godt tage lidt tid, men jo grundigere du er, desto nemmere bliver det at skære ansigtet ud bagefter.
Skrab også lidt af frugtkødet væk på indersiden, især der hvor du vil skære hullerne til ansigtet. Væggen skal være omkring 2–3 cm tyk.
Og husk at gemme kernerne. De kan senere ristes i ovnen med lidt olie og salt og smager fantastisk som snack eller salatdrys.
4. Tegn ansigtet op
Inden du begynder at skære er det en god idé at tegne ansigtet på græskarret. Brug en blyant eller en tusch der kan vaskes af, så du nemt kan rette til undervejs.
Vi gik efter det helt klassiske Halloweenansigt med trekantede øjne og et stort grin. Det er forholdsvis nemt at skære ud og det bliver rigtig flot. Vil du lave noget mere avanceret, findes der masser af skabeloner online.
5. Skær ansigtet ud
Brug en lille spids savtakket kniv til at skære langs de streger, du har tegnet. Tag dig god tid, og lad kniven arbejde sig gennem græskarret med små savebevægelser. Jeg synes det er lettest at starte med øjne og næse og tage munden til sidst.
6. Sæt lys i græskarret
Når du er færdig med at dekorere græskarret skal der lys i. Et lille LED-lys er både nemt og sikkert at bruge. Det giver den samme hyggelige effekt som et fyrfadslys, og du slipper for at skulle tænke på åben ild.
Vælger du at bruge levende lys skal græskarret stå på et brandsikkert underlag med god afstand til alt brændbart. Sørg også for at varmen kan slippe ud gennem en åbning i toppen, og lad aldrig lyset brænde uden opsyn.
7. Sådan får du græskarret til at holde længere
Et udskåret græskar holder desværre ikke evigt, og når først du har skåret hul i det, begynder det langsomt at tørre ud og blive dårligt.
Du kan forsinke processen lidt ved at have det stående udenfor. Sørg også for at fjerne så meget af den fugtige indmad som muligt, og undgå at lade græskarret stå i direkte sol eller kraftig varme.
Hvis du vil have græskarret til at se rigtig fint ud til Halloween er det bedst at vente med udskæringen indtil få dage inden.
Et sidste tip
Hvis du har mod på at prøve noget lidt mere avanceret, kan du også lave mønstre ved kun at skære det yderste lag af græskarskallen væk uden at skære hele vejen igennem. Når du tænder lyset, vil de steder, hvor skallen er fjernet, lyse op i mørket med det flotteste orange skær. Det kræver lidt mere tålmodighed men kan blive rigtig flot.







