Athen: Diporto – Den hemmelige restaurant på markedet i Athen

Diporto, underground restaurant, Athens Central Market

Jeg havde læst om en restaurant, Diporto, som skulle ligge i en kælder ved grøntsagsmarkedet i Athen. Jeg var dog ikke sikker på den præcise placering, så jeg spurgte en af de flinke grønthandlere, som pegede mig i den rigtige retning.

Der var ingen skilte udenfor, og det så meget mørkt ud dernede, men jeg listede ned af trapperne og så, at der stod en mand bag en masse gryder henne i et hjørne. Det viste sig, at det var kokken (og også ejeren?), og han talte ikke et ord engelsk. Heldigvis var der en anden mand i restauranten, som kunne oversætte for mig. Han forklarede mig, at der ikke var nogen menu, men at jeg kunne gå op og se, hvad der var i gryderne, og så vælge det, jeg havde lyst til. Jeg besluttede mig for en gryderet med grøntsager samt en græsk salat, der blev serveret ved bordet kort tid efter. Jeg fik også et stort glas vin, som de fortalte kom fra familiens vinmarker. Smagen var så skarp, at jeg først troede at det var ouzo. Jeg følte dog, at det ville være uhøfligt, ikke at drikke vinen, og heldigvis smagte den bedre for hver tår jeg drak.

Hvad angår maden, så kom jeg helt uden forventninger. Den primære grund til, at jeg ville besøge restauranten var, at jeg syntes, at det var interessant med placeringen. Til min store overraskelse viste maden sig at være rigtig god, og jeg kan oplyse jer om, at det altså var noget, jeg kom frem til, inden at jeg drak det store glas vin:) Gryderetten havde rigtig fået lov til at koge ind, og smagen var koncentreret men silkeblød. Tomaterne i den græske salat smagte af åbne marker og masser af solskin, og det var en af de bedste græske salater, jeg længe har fået. Dette udsøgte måltid kostede kun 10EUR.

Læs mit blogindlæg om da jeg var forbi Díporto in 2022

Læs min blog om Athen

Hvis I besøger Athen, så kan jeg varmt anbefale at besøge Diporto! Her er en video fra mit besøg:

Here’s a short video from my visit:

Mitzie Mee - Sanne

Jeg har flere gange hørt Athen omtalt som et hurtigt stop på vej videre til øerne. Det forstår jeg godt, men det er synd. For Athen kan sagtens stå alene. Her er årtusinders historie flettet ind i en helt almindelig hverdag. Du tager metroen forbi arkæologiske fund, spiser frokost på en lille taverna rundt om hjørnet fra et af verdens mest ikoniske monumenter og drikker vin på en tagterrasse med udsigt til templer, der har stået der i over to tusind år.Athen er ikke en by, der prøver at være pæn. Den er støvet, lidt kaotisk og fuld af kontraster. Beton og marmor. Grafitti og klassiske søjler. Men netop det gør den interessant. Det er en by, man langsomt finder ind til. Når man først giver den tid, begynder den at folde sig ud. Her på bloggen har jeg samlet mine egne favoritter og erfaringer fra byen. Hvor det giver mening at bo. Hvad du skal spise. Og hvilke oplevelser der er værd at prioritere, hvis du vil opleve Athen som andet og mere end en mellemstation.

Athen

Reklame
Powered by GetYourGuide
Reklame