
Sühring er noget så usædvanligt som en tysk restaurant i Bangkok. Sühring åbnede i 2016 og fik sin tredje Michelin-stjerne i 2026. Restauranten drives af de tyske tvillingebrødre Mathias og Thomas Sühring, og menuen tager udgangspunkt i det tyske køkken, men i en moderne, kreativ fortolkning. Inspirationen kommer blandt andet fra deres barndom, familiens opskrifter og de steder, de selv har boet og besøgt rundt om i verden.
Restauranten har ligget forskellige steder i Bangkok, men ligger i dag i en villa fra 1970'erne i et roligt kvarter i Bangkok. Omgivelserne gør, at det føles lidt som at være inviteret hjem til middag hos nogen. Villaen er smukt renoveret, men har stadig masser af karakter, og restauranten er opdelt i forskellige rum, der hver har sit særpræg.
Maden er moderne tysk fine dining, og den tyske oprindelse er tydelig hele vejen igennem. Fermentering, syltning og andre klassiske teknikker dukker op i nye sammenhænge, og mange af retterne tager udgangspunkt i klassikere fra det tyske køkken, som fortolkes på ny af Sühring.
Her er, hvad vi fik serveret:
Obatzda & Radler: En pretzelformet snack serveret med Radler i et miniølglas.
Brathering & Dill: En fin lille hapser med stegt sild.
Scallop & Cauliflower: Pilgrimsmusling, der så ud som en broche, fint dekoreret med blomster.
Himmel und Erde: En kombination af kartoffel (jord) og æble (himmel).
Miyako Salmon med rhubarb og turnip: Perfekt laks. Saucen havde en kombination af syrligt og salt, som fik mig til at tænke på japansk umeboshi, og den smagte fantastisk sammen med laksen.
Duck Liver & Smoked Eel: Andelever og røget ål var lagt i fine lag i en elegant terrine, og selvom den kombination godt kunne lyde både lidt tung og underlig, smagte det virkelig godt.
Rock Fish, Mussel & Verbena: Toppet med caviar og fantastisk lækkert. Her begyndte jeg at indse, hvor konsekvent højt niveauet var. Ikke bare en enkelt eller to retter, der skilte sig ud, men den ene virkelig gode servering efter den anden.
Spätzle med vintertrøffel og bjergost: Et tilvalg. Jeg elsker Spätzle, og på Sühring fik man luksusversionen med masser af trøffel og ost. Det var vildt lækkert. Hvis Spätzle er på menuen som tilvalg, når du besøger Sühring, så skal du simpelthen bestille den.
Lamb med ramson, spinach og potato: Min hovedret. Den smagte fremragende. Steve havde til gengæld valgt Wagyu som upgrade til sin hovedret. Jeg synes normalt ikke, at Wagyu nødvendigvis er pengene værd som ekstra tilvalg på en tasting menu, og jeg vælger som regel hellere den ret, kokken oprindeligt har tænkt ind i menuen. På Sühring var det en anden historie.
Wagyu-retten var helt fænomenal. Min lammeret var rigtig, rigtig god, men den blegnede næsten ved siden af Steves Wagyu. Hvis jeg kunne vælge om, ville jeg uden tøven have valgt Wagyu.
Til dessert fik vi Schwarzwälder Kirschtorte, Sührings version af den klassiske tyske Schwarzwälder Kirschtorte, som mange af os nok bedre kender som Black Forest-kage. Jeg kan godt lide, at Sühring ikke er bange for at give sig i kast med de helt klassiske tyske retter, og jeg synes, det er fedt, at de formår at ramme den fine balance og komme med en mere raffineret version, hvor referencen til originalen stadig står helt skarpt.
Til sidst kom Oma Christa's Eierlikör, serveret sammen med den oprindelige opskriftsbog. Det var en virkelig fin afslutning på menuen og meget i tråd med hele idéen bag Sühring, hvor familiens opskrifter og barndomsminder ikke bare er en historie omkring maden, men rent faktisk er en del af oplevelsen.
Æggelikøren fik mig i øvrigt til at tænke på den eggnog, jeg fik, da jeg spiste på Noma. Præsentationen var næsten identisk, men det ændrer ikke på, at det var en rigtig god måde at runde måltidet af på.
Vi havde en dejlig aften, og noget af det, jeg især godt kunne lide ved Sühring, var, at det først og fremmest handlede om god mad. På restauranter på det her niveau kan der nogle gange gå lidt for meget gimmick i den med mærkelige ingredienser og retter, som mest virker til at være med, fordi de er anderledes. Sådan havde jeg det slet ikke på Sühring. Der var masser af kreativitet og overraskelser undervejs, men aldrig på bekostning af smagen. En af de allerbedste madoplevelser, jeg nogensinde har haft.
Sühring, 10 Soi Yen Akat 3, Chong Nonsi, Yan Nawa, Bangkok 10120, Thailand























