
Hej fra Leelanau!
Så blev det august, og jeg har tilbragt de sidste par uger i det nordlige Michigan sammen med Steve og hans familie. Her er virkelig skønt på denne tid af året. Vejret har været fantastisk, varmt, men ikke for varmt, og dagene går med god mad, ture rundt i området og solnedgange over søerne.
August er også den måned, hvor jeg for alvor får lyst til at sylte alt, hvad jeg kan komme i nærheden af.
Forleden lavede jeg kirsebærsyltetøj af tart cherries, altså surkirsebær. De søde kirsebær er gode at spise, som de er, men til syltetøj synes jeg hurtigt, at de bliver for søde, uden at det rigtig smager af kirsebær. Surkirsebærrene har mere syre og en kraftigere smag, som fungerer meget bedre sammen med sukkeret.
Traverse City, som er den større by i nærheden, er kendt som Cherry Capital of the World, og når man kører rundt i området og ser de mange kirsebærplantager, forstår man godt hvorfor.
Ferskensæsonen er også lige begyndt, så mon ikke der skal eksperimenteres med ferskensyltetøj som det næste? Og når jeg kommer tilbage til Danmark senere på måneden, står mirabellerne forhåbentlig klar. Jeg har en opskrift på mirabellesyltetøj her, hvis I vil i gang med mirabellesyltetøj derhjemme.
Når jeg laver syltetøj, bruger jeg som regel 3/4 – 1 del sukker til 1 del frugt, afhængigt af hvor sød frugten er, og hvor sødt jeg ønsker det færdige syltetøj. Pektinindholdet varierer også meget fra frugt til frugt. Kirsebær og ferskner indeholder ikke særlig meget naturligt pektin, så her kan det være en god idé at tilsætte pektin eller citronsaft og skal. I Danmark plejer jeg for det meste at bruge syltesukker, som allerede indeholder pektin. Det er nemt, og så ved jeg, at syltetøjet får den rigtige konsistens.
Hvis syltetøjet bare skal i køleskabet og spises inden for kort tid, behøver man ikke gøre det så kompliceret. Skal glassene derimod kunne holde sig ved stuetemperatur i længere tid, er det vigtigt at sørge for, at både glas og låg behandles korrekt. Så skal glassene varmebehandles i et kogende vandbad, og bagefter skal man kontrollere, at lågene er ordentligt forseglede, men mere om det en anden gang.
Min opskrift på Mirabellesyltetøj
Mine Leelanau-favoritter
Fudge fra Murdick’s i Suttons Bay
Murdick’s er et velkendt fudge-navn i det nordlige Michigan, og butikken i Suttons Bay har masser af forskellige varianter og er generøse med smagsprøverne. Den med turtle-smag er den bedste, hvis I spørger mig. Turtle er en klassisk amerikansk kombination af chokolade, karamel og pekannødder. Navnet stammer oprindeligt fra små stykker chokolade med karamel og pekannødder, som med lidt god vilje ligner skildpadder. Det er sødt, fyldigt og svært at holde fingrene fra.
Kirsebær
Så er der kirsebærrene. De dukker op overalt på denne tid af året: ved små boder langs vejene, på markederne og i butikkerne, hvor man finder alt fra friske kirsebær og tærter til juice, syltetøj og slik. En af de bedste souvenirs her fra området er de chokoladeovertrukne tørrede kirsebær. Dem med mørk chokolade er bedst. Kirsebærrene er en stor del af områdets identitet, og for mig hører de uløseligt sammen med sommer i Leelanau.
Whitefish
Ligesom vi på dansk bruger udtrykket hvid fisk om forskellige fiskearter med hvidt kød, bruger amerikanerne også white fish som en fællesbetegnelse. Men det kan godt være lidt forvirrende, for lake whitefish (i et ord) er samtidig navnet på en bestemt fiskeart heroppe.
Lake whitefish er en fisk, der lever naturligt i The Great Lakes. Den har i generationer været en vigtig spisefisk i området og er stadig en central del af det kommercielle fiskeri i søerne.
Smagen er mild, men ikke kedelig, og kødet er saftigt og lidt mere fyldigt end hos mange andre fisk med lyst kød. Steve laver en virkelig god version i ovnen. Det vigtigste er, at fisken ikke får for længe. Når den bliver taget ud på det helt rigtige tidspunkt, er den saftig og lækker og falder let fra hinanden. Superlækkert!
Solnedgange
Solnedgangene er en anden favorit. Vi har været heldige og har set nogle virkelig flotte solnedgange både over Lake Leelanau og Lake Michigan. Nogle aftener bliver hele himlen orange og lyserød, og farverne spejler sig i vandet. Findes ikke meget bedre.







