Et af mine tidligste barndomsminder om ost er fra et besøg ved en ostebod på et marked, hvor et stykke kommenost på en eller anden måde forvildede sig ind i min mund. Jeg husker stadig den skarpe smag og brækrefleksen, der fulgte lige efter. Et andet barndomsminde inkluderer min far, der slæbte en køletaske fyldt med lugteost med hjem fra en bilferie i Frankrig. Ingen af delene gjorde noget godt for mit forhold til ost, og der skulle gå mange år, før jeg fik lyst til at give osten en chance igen.
Det startede i teenageårene med at jeg så småt begyndte at spise lidt fetaost i min salat. Det var den slags salatost, der er lavet af komælk, og som vel egentlig slet ikke må kaldes feta længere. Senere kom der ost på pizzaen og lidt smeltet ost i en varm toast nu og da, og det rakte fint for mig i lang tid.
I studietiden fik jeg lært at spise oliven og ansjoser, og på et tidspunkt tænkte jeg, at det også måtte være tid til at lære at spise ost. Jeg inviterede derfor mine venner over til ostesammenskudsgilde, hvor alle skulle tage en ost med, og så skulle jeg ellers smage mig frem.
Det var ikke nogen større succes. Jeg lærte at spise parmesan, og Philadelphia cream cheese var også ok, men til gengæld blev jeg slemt skræmt af en gammel Stilton, og der skulle gå lang tid, før jeg igen fik lyst til at udvide min ostehorisont.
I slutningen af 20’erne skete der dog noget. Nysgerrigheden tog gradvist over, og jeg begyndte igen at smage på de forskellige oste, der krydsede min vej. Jeg fandt ud af, at brie og camembert faktisk var ganske godt, så længe de ikke var for modne, og da jeg hos en veninde fik serveret små brød med varm gedeost, syntes jeg, det var noget af det bedste, jeg havde smagt.
Mit osterepertoire voksede stille og roligt gennem 30’erne. Manchego, gruyère, emmentaler og Vesterhavsost kom til, og i starten af 40’erne var der efterhånden også kommet et godt udvalg af specialoste på listen over Ting Sanne Gerne Spiser.
Der er stadig visse oste, jeg efterhånden har indset, at jeg aldrig kommer til at spise. Ost, der lugter for meget, er bare ikke mig, og de fleste blåskimmeloste synes jeg smager af penicillin. En tyk skive ost på rugbrød bliver heller aldrig noget for mig.
Kunik, min store kærlighed på ostefronten, mødte jeg for nogle år siden i New York. Kunik er en amerikansk triple crème-ost fra Nettle Meadow i staten New York. Den er lavet på gedemælk og fløde fra Jersey-køer og har en blød, hvid skorpe. Kombinationen af gedemælk og fløde giver en meget cremet og fyldig ost, men uden den kraftige gedesmag, som nogle gedeoste har.
Jeg er helt vild med den. Den er blød og cremet og har masser af smag, men uden at være skarp eller lugte for meget. Jeg synes, den smager fantastisk på gode kiks eller et godt knækbrød, og hvis jeg kun måtte spise en ost resten af livet, ville jeg uden tvivl vælge Kunik.
A Good Tapas Board Makes Everything Look Better
