Steve: Jeg voksede op i det østlige Pennsylvania, lige uden for Philadelphia, og det betyder også, at jeg voksede op med scrapple. Det stod på morgenbordet derhjemme og var på menukortet på de lokale diners. Når man bestilte morgenmad, lød det næsten altid: “Vil du have bacon, pølser eller scrapple til dine æg?” Det var helt almindelig, god hverdagsmad.
Det var først mange år senere, jeg fandt ud af, at ikke alle kender til scrapple er, og at mange rynker på næsen når de hører hvad det er. For folk der ikke kender retten, kan scrapple da også godt lyde lidt uappetitligt. Det er en slags postej lavet af svinekødsrester, majsmel og krydderier. Man køber typisk scrapple i en firkantet blok, som skæres i skiver og steges på panden, indtil det får en sprød skorpe, mens midten forbliver blød. Scrapple deler virkelig vandene. Enten elsker man det, eller også synes man det lyder helt forfærdeligt. I min familie hører vi klart til den første kategori.
Scrapple stammer fra Pennsylvania Dutch, som er de tysktalende immigranter som slog sig ned i Mid-Atlantic området for flere hundrede år siden. Som i mange landbrugssamfund gik intet til spilde. Når en gris blev slagtet, blev de bedste udskæringer lagt til side, og noget blev lavet til pølser. Resten af grisen, hoved, ben, afpuds og indmad, blev kogt til en kraftig fond. Ben og andre dele man ikke kunne spise blev fjernet, kødet blev hakket eller plukket i mindre stykker og lagt tilbage i fonden. Derefter blev det jævnet med majsmel, krydret og hældt i forme. Når det først var kølet ned, kunne scrapple holde sig længe. Perfekt mad til nøjsomme familier dengang og nu.
Selvom vi gerne vil tro det er scrapple ikke noget helt unikt. I North Carolina har de livermush. I Ohio laver man goetta. I Skotland har de haggis. I Frankrig finder man pâté og terriner. I Storbritannien og Irland spiser man black pudding. Ingredienserne og tilberedningen varierer, men tankegangen er den samme: Man lader intet gå til spilde, og man laver god, mættende mad.
Sanne er jo fra Danmark, og første gang jeg lavede scrapple til os, forventede jeg ærlig talt, at hun ville være skeptisk. I stedet kastede hun sig over det med god appetit. I Danmark har man leverpostej, som både serveres til morgenmad og på smørrebrød, så for hende gav scrapple derfor helt intuitivt mening. Hun var solgt fra første bid, og dermed sikrede hun sig en fast plads i min families hjerte.
Scrapple er heller ikke noget, jeg har lagt bag mig, efter jeg flyttede fra Pennsylvania. Der ligger altid mindst en blok i fryseren i min lejlighed i New York. Min bror i Californien har det i køleskabet. Hver sommer, når vi mødes hele familien i Michigan, har vi selvfølgelig også scrapple med i bagagen. Vores fætre og kusiner synes måske, vi er lidt skøre, men sådan er vi nu engang.
I vores familie er scrapple ikke bare mad. Det er en løbende diskussion. Er kalkun-scrapple overhovedet rigtig scrapple? Nogle mener ja. Andre har ret…!
Skal skiverne være tykke eller tynde, når de steges? Jeg er helt klart til den tykke udgave. Jeg vil have min scrapple blød i midten under den sprøde skorpe. Min bror i Californien foretrækker derimod tynde skiver, hvilket gør ham forkert og ærlig talt en smule mistænkelig. Han vil have maksimal sprødhed og ingen blød midte. Jeg forstår ham simpelthen ikke.
En af mine sønner spiser ikke scrapple. Heldigvis har jeg to sønner. En af mine nevøer blev engang taget i at hælde ketchup på sin scrapple. Der er ting i livet, man ikke kan få ud af hovedet igen.
For en familie fyldt med scrapple-fanatikere, er det faktisk lidt risikabelt at stege scrapple hjemme hos os, for alle har en mening. Hvor tykke er skiverne? Er det den rigtige pande? Ligger de for tæt? Er varmen for høj, så skorpen brænder? Vendte du den for tidligt, så den falder fra hinanden? Den karakteristiske sydende lyd og den pebrede, krydrede duft fylder hurtigt køkkenet med selvudnævnte eksperter.
Cheesesteaks er måske den mest berømte ret fra Philadelphia, men for mig er scrapple selve hjertet i vores madkultur. Det er noget vi laver, spiser og diskuterer som familie, uanset hvor vi mødes. Det er lige så fast en del af Thanksgiving-weekenden som kalkunen og Eagles.
Så her er min lille hyldest til scrapple. Den beskedne, ofte misforståede morgenmad med sprød overflade og blød midte. Du behøver ikke elske den. Men det gør jeg.
