
Der findes virkelig mange lækre hoteller på Bali, så når jeg siger at Plataran Ubud er et af de skønneste Bali-hoteller jeg nogensinde har boet på, så siger det en hel del.
Plataran ligger midt i Ubud men nede ad en lille sti væk fra den store vej. Man checker ind i den udendørs reception oppe ved vejen og bliver derefter kørt ned til selve hotelbygningen i en buggy. Her forsvinder trafikken, støjen og menneskemylderet, og i stedet er man omgivet af de smukkeste grønne omgivelser, fuglesang og en helt fantastisk ro.
Plataran har to poolområder. Den ene ligger ud til rismarkerne mens den anden pool ligger midt i haven omgivet af grønne planter og palmer. Der er også en poolbar hvor man kan købe drinks og juice.
En stor del af oplevelsen på Plataran var også personalet. Under vores ophold tog butler manager Martinus sig af os. Vi kunne kontakte ham under hele opholdet, hvis vi havde spørgsmål eller brug for hjælp, og han deltog også i flere af aktiviteterne. Han havde en imponerende viden om Bali, Ubud og balinesisk kultur, som han var virkelig god til at formidle. og vi lærte rigtig meget gennem vores samtaler med ham.
Hvordan var værelset?
Vi boede i en af hotellets suiter med udsigt til poolområdet, og da vi ankom, stod der frisk frugt og små snacks klar på værelset. Suiten var stor og meget komfortabel med separat opholdsrum, en stor terrasse og to badeværelser. Det største lå i forbindelse med soveværelset og var næsten lige så stort som mange hotelværelser. Det havde badekar, bruser, og lækre skønhedsprodukter, samt glasflasker med mineralvand.
Hver aften var der turndown service, hvor suiten blev forberedt for natten. Myggenettet over himmelsengen blev foldet ud, gardinerne trukket for, og lyset dæmpet. Når vi kom tilbage efter at have været ude at spise om aftenen var alt klart til at man bare kunne hoppe i seng.
Hvordan var maden?
Hotellet har to restauranter, The View og Enclave. The View ligger i hovedbygningen og er stedet, hvor morgenmaden serveres og udsigten alene er næsten et besøg værd. Enclave ligger oppe ved hovedvejen og har en helt anden stemning. Menuen på Enclave består primært af internationale retter med asiatisk touch og restauranten er populær blandt både hotelgæster og folk udefra. Restauranten har også en stor bar og dansegulv, og i løbet af ugen arrangeres der forskellige temaaftener og liveoptrædener. Vi var der både til salsaaften og en aften med alternativ rock og DJ, og begge gange var der godt fyldt op og rigtig god stemning.
Morgenmadsbuffeten blev serveret på The View, som er hotellets restaurant med udsigt over poolområdet og de grønne omgivelser. Der var et rigtig fint udvalg af både lokale og internationale retter. Man kunne også sammensætte sin helt egen balinesiske grød med ris, nudler og forskellige slags saucer. Det var helt klart min favorit.
En af morgenerne havde hotellet arrangeret morgenmad ude i rismarkerne, hvor vi sad og så solen stå op, mens vi nød vores kaffe og indonesiske morgenmad.
Om eftermiddagen blev der serveret afternoon tea i en hyggelig bambuslounge ude i haven. Det var også buffet-style og der var et fint udvalg af små lækkerier fra nær og fjern. Deres scones med clotted cream og jam var virkelig gode.
En af aftenerne var der dækket op ude i rismarken til Dining under the Stars, hvor vi sad i en smukt opdækket åben pavillon og fik serveret en lækker 3-retters middag.
Hvad lavede vi?
Plataran tilbyder et imponerende udvalg af aktiviteter. Nogle af dem skal man bestille i forvejen mens andre er faste begivenheder i løbet af ugen. Under vores ophold prøvede vi blandt andet kræfter med traditionel balinesisk batikmaling, og så fik vi også lige lavet hver sin drage under kyndig vejledning af Martinus, som også kunne fortælle os mere om drageflyvning, som er en populær hobby blandt både børn og voksne på Bali.
En morgen stod vi tidligt op og var til privat yogalektion oppe på tagterrassen af en af hotellets bygninger.
Og så var vi til madlavningskursus med Budi, en af kokkene fra Plataran. Det var en fantastisk eftermiddag hvor vi fik lov at lave flere forskellige balinesiske retter helt fra grunden og samtidig lærte os en masse om madkulturen på Bali.
Under vores ophold var vi også forbi hotellets spa, som ligger helt oppe under taget i hovedbygningen og har hvad der let kunne være Ubuds bedste udsigt. Vi fik en skøn balinesisk massage, som startede med fodbad og sluttede med en småkage og en rigtig god te med forskellige krydderier.
Er Plataran noget for dig?
Plataran er et luksushotel, men på en meget afslappet, grounded, måde med stort fokus på wellness. Her er smukke omgivelser, fantastiske faciliteter og ekstremt god service, tænk luksus med et hippie touch.
For os var Plataran den perfekte base i Ubud. Man er tæt på restauranter, caféer og alt det, man gerne vil opleve, men så snart man kommer tilbage til hotellet, føles det som om man er i en helt anden verden.
Et stort plus for os var, at Plataran ligger lige ved siden af Yoga Barns område, så vi kunne bare kontakte receptionen når vi skulle frem og tilbage, så kom der en og låste op for lågen som adskiller de to områder. Tror Plataran er noget af det tætteste man kan bo på Yoga Barn uden at bo på Yoga Barn.
Plataran tilbyder et stort udvalg af aktiviteter, men man kan også vælge bare at slappe af og nyde opholdet. Nogle af vores bedste stunder på Plataran var faktisk dem, hvor vi ikke lavede noget særligt. Sad på terrassen, gik en tur gennem området eller nød udsigten med en kop kaffe. Hvis det lyder som din måde at holde ferie på, så tror jeg, du vil elske Plataran lige så meget, som vi gjorde.
Læs mere om Bali på min Bali Blog
Book dit ophold på Plataran Ubud



























