Før det berømte fiskemarked i Tsukiji flyttede til Toyosu i 2018, var det et af mine absolutte yndlingssteder i Tokyo. Fiskemarkedet og gaderne omkring det var et foodie-paradis af dimensioner, fyldt med fantastiske sushirestauranter til meget overkommelige priser, og en rustik, ret kaotisk charme, som man ikke fandt noget andet sted i Tokyo. Fiskemarkedet var der ikke for turisternes skyld, og folk som arbejdede der, virkede generelt irriteret over turisternes tilstedeværelse. Uanset hvor meget hensyn man tog, var man altid i vejen, men hvert besøg var en oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.
Før fiskemarkedet flyttede nåede jeg at se den legendariske tunauktion flere gange. De siste par år blev der sat begrænsninger på hvor mange besøgere som de lukkede ind til auktionen, så man måtte stå rigtig tidligt op, hvis man ville sikre sig en plads.
Dette blogindlæg er om den sidste gang jeg så tunauktionen i Tsukiji. Der havde i længere tid været tiltagende rygter om, at markedet skulle flytte, så en søndag morgen i april 2015 besluttede mig for at tage forbi og opleve tunauktionen en sidste gang.
Kun 120 personer pr. dag fik lov at besøge tunauktionen og tilladelserne blev givet efter først-til-mølle princippet, så jeg havde sat min iPhone til at vække mig kl. 1:30. Registreringen af dagens besøgere fandt officielt sted kl. 5:00 om morgenen, men folk begyndte allerede at stå i kø omkring kl. 2. Jeg ankom kl. 2:20, og jeg var nr. 9 i køen foran bygningen, hvor man registrerede sig. Adgangskortene kom i form af gule veste, som blev udleveret kl. 3:10, hvorefter der var lukket for yderligere besøgere.
Kl. 3 blev vi lukket ind i et opvarmet venterum i registreringsbygningen, men der var ingen stole, så man måtte sidde på gulvet og vente på at tiden gik. Jeg var i den første gruppe, så omkring kl. 5:20 blev vi bedt om at følge med personalet til auktionen. Fra et indhegnet område i midten af den store hal kunne vi følge, hvordan tunopkøberne gik rundt blandt de frosne tunfisk. Det yderste halestykke var skåret igennem, så man kunne se det røde kød indeni, og nogle af opkøberne smagte også på det frosne kød for bedre at kunne vurdere kvaliteten. For de eksklusive sushirestauranter i Tokyo er det af yderste vigtighed at få fat på markedets allerbedste tun, så det er en ansvarsfuld opgave at være tunopkøber, og det kræver både stor erfaring og viden.
O-toro, fatty tuna, er den dyre, fedtmarmorerede del af tunfiskens bug. Det er ekstremt velsmagende, og helt sikkert en af de 3 ting, jeg ville tage med mig, hvis jeg var strandet på en øde ø. Til selve auktionen følte jeg mig lidt som ham løven fra Madagascar-filmen, for jeg så slet ikke de døde fisk, men derimod endeløse bjerge af o-toro sushi og sashimi. Kan I forestille jer, hvor meget sushi man kunne lave af sådan en tunfisk? *slurp*
Auktionen vi så tog kun et par minutter, men det var sjov at se. Her er en lille film, jeg optog:
