Tyrefægterarenaen i Ronda – Plaza de Toros

A Visit to the Bullring in Ronda - Plaza de Toros

Efter en sen morgenmad på altanen, hvor vi sad længe og nød kaffe og udsigt over kløften, begav vi os ud på sightseeing. Ronda er ikke større, end at man kan gå rundt til det meste, og vores mål for dagen var Plaza de Toros, tyrefægterarenaen, og det tilhørende museum. Det er et af byens helt store vartegn og et sted, man næsten ikke kan undgå, hvis man gerne vil have Ronda helt ind under huden.

Arenaen blev indviet i 1785 og regnes for en af de ældste og mest historisk betydningsfulde tyrefægterarenaer i Spanien. Det var her meget af grundlaget for den moderne tyrefægtning blev lagt, blandt andet med Romero familien, som har haft stor betydning for traditionen.

Selve arenaen er virkelig flot. Den er bygget i sandsten og har et roligt og harmonisk udtryk med to etager af buer hele vejen rundt. Indenfor fornemmer man tydeligt stedets historie, også selvom der ikke foregår noget på sandet. I dag bruges arenaen kun én gang om året, når Corrida Goyesca afholdes i september under Feria de Pedro Romero. Corrida Goyesca er en særlig og meget traditionsbunden tyrefægtning, hvor deltagerne er klædt i antikke dragter. Resten af året fungerer arenaen mest som museum.

Museet giver et nøgternt indblik i tyrefægtningens historie og Rondas rolle i traditionen. Der er dragter, plakater og historiske genstande, og formidlingen er generelt mere informativ end romantiserende. Real Maestranza de Caballería de Ronda er institutionen som ejer tyrefægterarenaen og de driver stadig en aktiv rideskole, så man kan besøge staldene og ridehuset som er tilknyttet arenaen. Det giver et interessant indblik i arenaens oprindelige funktion og den tætte forbindelse mellem ridning og tyrefægtning.

Ronda har gennem tiden tiltrukket mange kunstnere og forfattere, blandt andet Ernest Hemingway, som var fascineret af både byen, landskabet og tyrefægtningskulturen, og Ronda og tyrefægtning figurerer i flere af hans bøger.

Besøget i tyrefægterarenaen og museet i Ronda var både interessant og lærerigt. Arenaen er virkelig smuk, museet giver et solidt historisk overblik. Helt klart et besøg værd, også for de af os, som aldrig kunne finde på at gå til tyrefægtning.

Angående tyrefægtning, så er det etiske aspekt svært at komme udenom. Tyrefægtning er i dag langt mindre populært i Spanien end tidligere, og modstanden mod traditionen er vokset markant. Personligt har jeg aldrig været til tyrefægtning for jeg synes i bund og grund ikke dyr bør udsættes for unødvendig lidelse. Det lyder måske en smule hyklerisk, når jeg samtidig ikke har de store skrupler ved at spiser æg fra høns og bacon fra grise, der har levet kummerlige liv. Helt sikkert stof til eftertanke.

Lad os holde kontakten

Vil du med om bag kulisserne? I mit nyhedsbrev deler jeg en mere personlig side af mit liv, de rejser jeg planlægger, de opskrifter jeg laver, og de små øjeblikke i hverdagen, som ikke altid finder vej til bloggen. Hvis du har lyst til at følge med, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt fra mig direkte i din inbox.

Mitzie Mee - Sanne

Velkommen til min blog om Spanien. Jeg lærte for alvor Spanien at kende da jeg arbejdede som rejseleder på Costa del Sol. Siden er jeg vendt tilbage igen og igen, og hvert besøg har vist mig en ny side af landet. Nogle ture har handlet om sol og strand, andre om storbyer, og alle sammen om lækker mad. Frisk fisk og skaldyr ved kysten, små tapasbarer i sidegaderne, og restauranter, som jeg stadig tænker på længe efter, jeg er kommet hjem. På min Spanien Blog fortæller jeg om alle mine yndlingssteder og de oplevelser, der har gjort indtryk. Uanset hvilken slags rejse til Spanien du planlægger, håber jeg du kan finde inspiration og information her på bloggen.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
Search in posts
Search in pages

Spanien