Ubud Essentials – En hurtig guide til Ubud

Ubud Essentials: A Quick Guide to Ubud

Ubud er for mange selve indbegrebet af Bali. Her finder du rismarker og templer men også hyggelige caféer, yoga studios og en stemning, der er helt sin egen, med et kreativt, spirituelt miljø, som tiltrækker besøgende fra hele verden.

Selvom Ubud er en af de mest populære turistdestinatiober på Bali, er det stadig muligt at finde ro. Bevæger du dig bare lidt væk fra de travleste gader, venter grønne rismarker og en frodig grøn natur.

I denne guide har jeg samlet alt det vigtigste, du skal vide om Ubud. Hvor du skal bo, hvor du skal spise, og hvilke oplevelser du ikke bør gå glip af, hvis du besøger Ubud.

Hvor skal man bo i Ubud?

Trafikken i Ubud kan være ret hektisk og det kan tage lang tid at komme fra den ene ende af byen til den anden. Fortovene er desuden smalle og i dårlig stand, så hvis du kun er på Bali i en uge eller to, vil jeg helt klart anbefale at bo centralt. Så har du restauranter, caféer, butikker og massage inden for kort afstand, og du slipper for at bruge en stor del af ferien på at komme frem og tilbage.

Plataran Ubud: Har du budgettet til det, er Plataran Ubud et af de bedste steder, jeg har boet på Bali. Hotellet ligger centralt, men føles alligevel som en fredelig oase omgivet af rismarker og tropisk vegetation. Læs mit blogindlæg om Plataran

Praety Home Stay: Rejser du på et mindre budget, er Praety Homestay et fantastisk valg. Det er det bedste guesthouse, jeg har boet på i Ubud, med en hyggelige grøn have og en morgenmad, som er langt bedre end man normalt forventer i den prisklasse.

Biukukung: Biukukung Suites & Spa er et godt mellemklassealternativ. Beliggenheden er central, værelserne er komfortable, og de smukke omgivelser med udsigt til rismarkerne giver den klassiske Ubud-stemning, som mange kommer til byen for at opleve.ce.

Hvis du foretrækker mere fred og ro, kan du også overveje områder som Sayan eller Penestanan vest for centrum. Her er tempoet lidt lavere og omgivelserne lidt grønnere, men du er stadig tæt nok på byen til at restauranter og oplevelser er inden for rækkevidde.

Hvor skal man spise i Ubud?

Ubud har et fantastisk udvalg af spisesteder. Her finder man alt fra små familiedrevne warungs til moderne restauranter i verdensklasse.

Nusantara: Hvis du gerne vil prøve moderne indonesiske mad, så er Nusantara et oplagt valg. Restauranten er søsterrestaurant til den indonesiske gourmetrestaurant Locavore, men i en mere afslappet udgave. Maden er virkelig god og man får en fin introduktion til hvad indonesisk mad er når det er allerbedst.

Warung Bu Ade: Warung Bu Ade er en lille warung som jeg altid vender tilbage til. Her får man den bedste nasi campur i Ubud hvis I spørger mig. Bu Ade står tidligt op hver morgen og tilbereder alle retterne frisk til dagens servering, og det kan smages.

Bebek Bengil: Bebek Bengil er især berømt for deres crispy duck, men jeg vil anbefale at du bestiller deres smoked duck i stedet. Anden serveres dækket af en en spicy sauce og den er saftig, mør og fuld af smag.

Babi Guling Ibu Gendut: Har du lyst til helstegt pattegris, babi guling, så er Babi Guling Ibu Gendut førstevalget. Man kan bestille deres Special med forskellige slags svinekød og flæskesvær samt en fantastisk suppe, kuah balung. Deres pork ribs er dyrere men blandt de bedste, jeg har fået på Bali.

Monkey Legend: Monkey Legend er et af mine gamle favoritter. Restauranten serverer klassiske indonesiske retter i hyggelige omgivelser, og der er også et godt udvalg af plantebaserede retter.

Sayuri Healing Food: Sayuri Healing Food er et faf de bedste steder i Ubud for plantebaseret mad. Der er næsten altid godt fyldt, og menuen byder på et stort udvalg af kreative veganske retter. Om aftenen er der ofte arrangementer med musik eller andre aktiviteter.

Hvad skal man opleve i Ubud?

Yoga Barn: Jeg kommer primært til Ubud for yoga og wellness for her kan man virkelig fordybe sig, koble af og dykke ned i meditation og spiritualitet. Uanset om du er erfaren yogi eller aldrig har sat en fod på en yogamåtte før, er Ubud et fantastisk sted for den slags interesser. Yoga Barn er byens mest kendte yogacenter og her jeg hænger ud, når jeg er i Ubud. Yoga Barn er meget mere end et yogastudie. Det er nærmest en institution i Ubud og har været med til at definere byen som wellnessdestination. Selv hvis yoga ikke er hovedformålet med din rejse, synes jeg stadig, det er værd at kigge forbi for at opleve atmosfæren og få et indblik i den side af Ubud, som har tiltrukket besøgende fra hele verden i årtier. Programmet er omfattende og spænder fra klassisk yoga og meditation til det nyeste indenfor området. Der er noget på programmet hele dagen, og de fleste kan være med, uanset niveau.

Monkey Forest: Monkey Forest er en af Ubuds mest kendte attraktioner. Her bor flere hundrede aber frit i et stort skovområde med templer og gamle stier. Kom tidligt på dagen, hvis du vil opleve området, inden det bliver alt for travlt.

Rice Terraces: Risterrasserne omkring Ubud er et andet klassisk stop. Tegallalang er de mest kendte, men der findes også mindre risterrasser i området, hvis du er villig til at bevæge dig lidt væk fra de mest turistede steder.

Mount Batur: Mange vælger også at tage på udflugt til Mount Batur, som er den aktive vulkan nord for Ubud. Nogle tager den populære solopgangsvandring til toppen, mens andre nøjes med at nyde udsigten over vulkanen og søen fra områderne omkring Kintamani.e trip.

Gianyar Night Market: Hvis du gerne vil opleve lidt mere lokalt hverdagsliv, kan du besøge et af de traditionelle markeder uden for centrum. Mit yndlingsmarked er Gianyar Night Market (Pasar Senggol Gianyar), hvor lokale familier kommer for at shoppe og spise aftensmad. Her finder du masser af balinesiske retter og snacks til meget lokale priser.

Balinese Massage: En balinesisk massage bør også stå højt på din liste. Massagen kombinerer lange, glidende bevægelser med akupressurlignende tryk, som hjælper med at løsne spændinger og få kroppen helt ned i gear. Der findes spaer i alle prisklasser, fra små lokale steder til nogle af Balis mest luksuriøse wellnesscentre.

Cooking Class: Et madlavningskursus er også en oplevelse, jeg varmt kan anbefale. Balinesisk mad er langt mere varieret, end mange tror, og på et kursus lærer man både om ingredienserne, krydderierne og de traditionelle tilberedningsmetoder. Det giver en helt anden forståelse af maden, når man senere møder den på restauranterne.

Har du lidt ekstra tid, kan du også besøge vandtemplerne omkring Ubud, tage på vandretur langs Campuhan Ridge Walk, opleve en traditionel balinesisk danseforestilling eller bare bruge et par timer på at udforske de små gader med kunstgallerier, caféer og butikker.

Lad os holde kontakten

Vil du med om bag kulisserne? I mit nyhedsbrev deler jeg en mere personlig side af mit liv, de rejser jeg planlægger, de opskrifter jeg laver, og de små øjeblikke i hverdagen, som ikke altid finder vej til bloggen. Hvis du har lyst til at følge med, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt fra mig direkte i din inbox.

Reklame

Mitzie Mee - Sanne

Bali har det hele. Smukke strande med blødt sand og turkisblåt vand. Ubud med sine rismarker, templer og små hyggelige caféer. Fantastisk mad, der spænder fra frisk grillet seafood på stranden til farverige bowls og smoothiebarer i junglen. Og så er der yogaen, som nærmest er en livsstil her, uanset om man er til seriøse retreats eller bare en enkelt time med udsigt til rismarkerne. Det bedste? Man får virkelig meget for pengene. Overnatning, mad og behandlinger er ofte langt billigere end derhjemme, uden at man går på kompromis med kvaliteten. Kombinationen af natur, kultur og forkælelse gør Bali til et sted, man vender tilbage til igen og igen.

Bali

Reklame
Powered by GetYourGuide
Reklame