
Bangkok er ikke kun gadekøkkener og nudelsuppe på plastiktaburetter. Byen har også taget brunchen til sig med en iver, der især lever i expatmiljøet og blandt byens mere velhavende thaier. Nye caféer åbner hele tiden, men Roast har formået at holde fast. Selvom stedet ikke har årtier på bagen, er det allerede blevet en klassiker blandt dem, der tager deres brunch alvorligt.
Jeg blev første gang introduceret til Roast af min veninde Annie, som dengang boede i Bangkok. Hun kendte byen bedre end de fleste og vidste præcis, hvor man gik hen, når man savnede rigtig god kaffe og et køkken, der fungerede. Jeg var begejstret fra første besøg, og siden har Roast været et af de steder, jeg vender tilbage til, hver gang jeg er i Bangkok.
Køkkenet er moderne amerikansk med fokus på friske råvarer og ordentligt håndværk. På menuen finder man klassikere som Eggs Benedict, amerikanske pandekager og huevos rancheros. Det er retter, man kender, men her bliver de lavet, som de skal. Portionerne er generøse uden at være tunge, og kaffen er blandt noget af det bedre, man finder i området. Husk også at gemme lidt plads til dessert, for de gør det virkelig godt på den front.
Der er som regel godt fyldt op, især i weekenden omkring brunch og frokost. Selvom restauranten er rummelig, kan der sagtens være ventetid. Stemningen er afslappet og international, og man fornemmer tydeligt, at mange gæster er stamkunder.
Roast har flere afdelinger i Bangkok, men jeg plejer at gå til den i The Helix Quartier i EmQuartier. Det er den, jeg kender bedst, og den, jeg altid vender tilbage til. EmQuartier er direkte forbundet med Phrom Phong BTS Station, så det er nemt at komme dertil med Skytrain. Fra stationen følger man skiltene ind i centeret og videre op mod Helix Quartier, hvor restauranterne ligger samlet i en spiralformet sektion.
Bangkok har mange gode brunchsteder, men Roast er et af de bedste. Man ved, hvad man får, og de leverer hver gang.
Roast, EmQuartier, Bangkok






