Tokyo: Devil spicy ramen på Kikanbo

Kikanbo, spicy miso ramen in Tokyo

Jeg elsker spicy miso ramen, og Kikanbo i Kanda serverer nogle af de bedste. Kikanbos ramen-restaurant er for nylig flyttet fra sin placering på hjørnet og ligger nu i stedet få meter længere nede af gaden. På hjørnet har Kikanbo i stedet åbnet en restaurant, der serverer tsukumen, som er nudler, som man dypper i en tyk sauce.

På Kikanbo kan man selv vælge hvor spicy man vil have sine ramen, og det stærkeste er devil spicy. Jeg har tidligere haft svært ved at kapere ”regular spicy” på Kikanbo, men det havde jeg midlertidigt fortrængt, så denne gang bestilte jeg devil spicy. Personalet advarede mig om, at det ville være ekstremt stærkt, og tilbød, at jeg stadigvæk kunne nå at ændre mig, men jeg holdt stædigt fast ved min devil spicy bestilling. Hvor slemt kunne det være? Jeg er jo vant til stærk mad.

Selvfølgelig var devil spicy alt for stærkt for mig. Efter blot få mundfulde haglede sveden af mig. Jeg drak 4 glas isvand i lyntempo men gispede stadigvæk efter vejret, og min japanske sidemand begyndte at se bekymret ud. Jeg prøvede at styre uden om de små peberflager, men de var overalt, så efter at have spist ægget, gav jeg op.

Hvis du kan lide spicy ramen, vil du elske Kikanbo. Det tager over 10 timer at tilberede den miso-baserede suppe, som koges på svine-og kyllingeben samt forskellige slags grøntsager. Chiliolien er lavet af en blanding af 6 forskellige chilipebre, og sørger et afrundet, men kraftigt kick, og på toppen af det hele finder man en skive svinekød, babymajs. bønnespirer og æg, drysset med ekstra chilipeber svarende til det niveau af spiciness man har bestilt.

Der er 5 niveauer, som går fra Non-spicy til Devil Spicy, og selvom det er lokkende at prøve kræfter med en gang Devil Spicy ramen, så kan det ikke anbefales, da du højst sandsynligt vil sidde tilbage med en mund, der gør naller og en urørt skål med ramen. Level 2-3 passer de fleste.

Kikanbo er en typisk japansk ramenrestaurant, så det er ikke et sted man hænger ud i flere timer. Der er desuden ofte kø udenfor, så det er almindelig høflighed at skyndsomt spise sine ramen og derefter forlade stedet, så næste sultne person kan tage plads.

Kikanbo, Kajicho 2-10-9, Chioda-ku, Tokyo, nearest station: Kanda, Address in Japanese: 鍛冶町2-10-10, Chiyoda, 東京都 〒101-0044

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
Search in posts
Search in pages

Lad os holde kontakten

Vil du med om bag kulisserne? I mit nyhedsbrev deler jeg en mere personlig side af mit liv, de rejser jeg planlægger, de opskrifter jeg laver, og de små øjeblikke i hverdagen, som ikke altid finder vej til bloggen. Hvis du har lyst til at følge med, så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få nyt fra mig direkte i din inbox.

Mitzie Mee - Sanne

Velkommen til min Tokyo Blog. Tokyo er en af de mest fascinerende byer jeg har besøgt. Jeg har været der mange gange gennem årene, men byen bliver ved med at trække i mig. For mig handler Tokyo først og fremmest om mad. Det er byen, hvor jeg står tidligt op for at spise sushi til morgenmad, hvor en lille ramenbar med ti siddepladser kan servere et af de bedste måltider på hele rejsen, og hvor jeg sagtens kan bruge en hel eftermiddag på at gå fra café til café. Men det er også en by med en helt særlig energi. Du kan gå gennem stille gader med små huse og lokale butikker, og få minutter senere stå midt i Shibuya, omgivet af neonlys og tusindvis af mennesker. De kontraster er en stor del af charmen, og uanset hvor mange gange jeg besøger Tokyo, føler jeg stadig, at der er mere at opdage. På min Tokyo Blog deler jeg mine favoritter. Steder som har gjort indtryk, restauranter jeg synes du skal prøve, og nabolag, som er værd at udforske. Uanset om du er ved at planlægge en rejse til Tokyo, eller om du bare gerne vil vide mere om byen, håber jeg du finder både information og inspiration her på bloggen.

Tokyo